 |
|
 |
|
Ild i nakken og ondt i benene |
|
|
Udgivet fredag den 11. juni 2010 kl. 16:40 |
 |
|
| Forfattet af Buzzemand |
|
| Læst 861 gange |
|
|
| TUR I DANMARK Nu skulle det være! Solen stod højt på himlen, og havde gjort det nogle dage. Ifølge DMI's hjemmeside, ville den fortsætte med det nogle dage endnu. Temperaturen sneg sig op over de 20 grader, for første gang i 2010. Det var, med andre ord, juni måned og ideelt vejr til et par dage med rygsækken, når man, som jeg, lader udendørsaktiviteterne begrænse af DMI's profetier. |
|
|
Den håbløst pinlige, og ikke særligt dyre rygsæk af det helt forkerte mærke, blev pakket med det mest nødvendige til en lille tre-dages tur: telt (af samme slags som rygsækken - pinligt, billigt, og det helt forkerte mærke), sovepose, liggeunderlag, kogegrej, proviant og tøj. En god bog blev der også plads til. Således udstyret, var jeg klar til eventyr. Ikke noget langt eventyr, men dog et eventyr. Bare mig og naturen, solen og fuglene. 3 dage skulle eventyret vare. Jeg skulle gå ad Bindeballestien/Hærvejen fra Vejle til Bække, og derfra tage bussen tilbage til Vejle igen.
Det var planen.
Ved 10-tiden onsdag formiddag, efter at fruen var stukket af på arbejde og hunden var luftet, skinnede solen fra en stort set skyfri himmel. Så jeg monterede den pinlige rygsæk på mine rygstykker, hoppede i Meindl støvlerne, satte kasketten på hovedet, og forlod lejligheden på 2. sal, mens strofer fra "Dengang jeg drog afsted" blev afsunget for mit indre øre.
De første par kilometer blev tilbagelagt, i det der så smukt hedder "Bymæssig bebyggelse", idet Bindeballestien begynder inde midt i Vejle by - faktisk på gaden lige bag den jeg bor på. Jeg var således hurtigt ude på ruten, selv om omgivelserne lod en del tilbage at ønske. Men til sidst lagde jeg dog gadens sidste hus bag mig, og var ude i Guds frie natur. Landskabet lå badet i sol, smukt og grønt. Her var noget til alle sanser. Duften af græs, planter og træer, summende insekter og fuglesang, den lune vind i ansigtet og solen i øjnene. Jo, jeg var endelig kommet afsted. Jeg trak vejret dybt, og mærkede, hvordan hverdagens trummerum langsomt forlod mig, til fordel for en skøn følelse af ingenting at skulle - ud over at nyde det. Og det gjorde jeg så. Det var ren Morten Korch, og jeg ventede halvt om halvt, at Poul Reichardt skulle dukke op i horisonten storsyngende med en bylt på en kæp, på vej ud i verden for, endnu en gang, at finde den eneste ene.
Tempoet var adstadigt, ikke noget med rask trav. Næh, stille og roligt, så der var tid til at suge alle de skønne indtryk til sig. Da jeg havde gået den første time, tillod jeg mig et lille hvil. Jeg fandt et godt sted, at stille den pinlige rygsæk fra mig, og satte mig selv i græsset ved siden af, og nød roen. Det her var noget andet end hverdagen i Vejle centrum. Ja, jeg overvejede endda at tygge i et græsstrå, blot for at understrege det frie liv. Men betænkte mig dog - man ved aldrig hvad kommunen sprøjter med nu om stunder.
Dagen gik med vandring og små pauser. I skyggen af nogle træer, nød jeg min frokost og et lidt længere hvil. Den pinlige rygsæk, der havde siddet elendigt til at begynde med, var nu justeret ind, og sad faktisk forbavsende godt. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke mærkede vægten af den, for naturligvis gjorde jeg det, men ikke noget der generede.
En gang over middag, nåede jeg Vingstedcenteret små 10 km fra Vejle. Havde det ikke været dejligt før, så blev det for alvor dejligt nu. Naturen ændrede sig brat, og gik fra det bymæssigt friserede til det landligt berørte. Bakke op og bakke ned, marker og enge, køer og heste. Endnu mere fuglesang, og trafikstøjen fra de nærliggende veje forstummede i takt med at jeg lagde dem bag mig. Træerne samlede sig i klynger, og der var antydninger af skov. Dagens mål var enten Ravning eller Bindeballe - afhængigt af hvordan det lige gik. Fra Vingsted var der kun nogle få kilometer til Ravning, lidt flere til Bindeballe.
Bindeballestien, som jeg fulgte, er anlagt på det gamle banelegeme fra Vejle-Vandel banen, til Bindeballe. En bane der løb i Vejle Ådal, indtil den blev nedlagt i 1957, og siden blev fjernet. Tilbage er nu en jævn cykel- og gangsti, der er asfalteret fra Vejle til Ravning, og udlagt som grusvej resten af vejen til Bindeballe. Med andre ord, det perfekte sted at vandre, når man, som jeg, ikke er hardcore-vandrer, men blot nyder at tage afsted en gang imellem, når vejret og tiden tillader det.
Da jeg nåede Vingsted, bemærkede jeg en spirende ømhed i bentøjet, og nakken var begyndt at brænde mærkbart, efter at have været udsat for solens stråler hele dagen. Jeg kunne (burde) have lyttet til disse advarsler, og have slået lejr på teltpladsen ved Vingstedcentret. Men dels var teltpladsen ikke udpræget hyggelig, og dels var der ikke adgang til vand, så jeg valgte at fortsætte lidt længere, og ankom efter et par timer til Ravning gamle station. Haven, der hørte til den gamle stationsbygning, er nu udlagt som teltplads, med plads til 3 små telte. Her var der dels rigtig dejligt, og dels adgang til vand - foruden et rigtigt toilet med håndvask og det hele, jo, jo - fint skal det være. Benene var nu så ømme, at jeg valgte at indstille dagsmarchen, og slå lejr for natten. Det pinlige telt blev slået op, og det nye liggeunderlag og soveposen (begge meget dyre, og med de rigtige varemærker påmonteret) blev rullet ud. Der blev fyret op i den 25 år gamle Trangia med den nye gasbrænder, og snart duftede der af aftensmad. Fuglene sang stadig, og fra min plads på bænken ved hækken, var der udsigt til Ravningbroen og Vejle Ådal. Ravningbroen er en rekonstruktion af et lille stykke af den oprindelige Ravningbro, der var en 760 m lang bro over det bredeste sted i Vejle Ådal, anlagt omkring år 980 - 985 af Harald Blåtand (ham med Jellingstenen).
Aftenen var skøn i den gamle have. Teltet stod i skyggen af et lille æbletræ, og fuglesangen tog til, for så at slutte brat, da en flok børn kom ræsende på deres cykler ude på stien. De medbragte en del voksne, nogle grillstartere, et læs grillkul og en bunke kød der kunne have fået enhver slagterforretning til at melde udsolgt på alle hylder. Så meget for en fredelig aften. Men efter nogle timer, hvor børn og voksne havde skiftedes til at forsøge at sætte ild til alt og alle, ved at hælde tændvæske på glødende kul, forlod de Ravning station, og roen sænkede sig atter over landskabet.
Jeg havde tilbragt mange timer i det fri, hvilket var helt uvant, og jeg havde nydt at tømme hovedet for alle de daglige gøremål, og bare lade stå til. Og så længe jeg sad stille på bænken ved teltet, mærkede jeg næsten ikke noget til mine ømme ben. Det var kun når jeg rejste mig, at jeg blev mindet om den træning der burde være gået forud for turen ud i det blå. Nakken brændte lystigt, og solcremen lå hjemme i lejligheden. Det havde alt i alt været en pragtfuld dag, og jeg glædede mig til at komme videre dagen efter, hvor ben og nakke forhåbentlig havde haft tid til at restituere sig i løbet af natten.
Jeg sov godt, og længe, og vågnede med, om muligt, endnu mere smertende ben end aftenen før. Det lovede ikke så godt for den videre tur, og jeg begyndte så småt at se Bække forsvinde i tågerne forude. Målet ville nok ikke blive nået denne gang. Men hvad... det var jo heller ikke af hensyn til et bestemt mål, at jeg var taget afsted. Jeg var taget ud på tur, for at blive ladet op, og for at opleve noget andet end Vejle City fra 2. sals højde. Og det mål var så rigeligt blevet indfriet, så turen var ingenlunde spildt. Og, om ikke andet, så havde jeg da lært noget om at sætte realistiske mål.
Efter morgenmåltidet pakkede jeg sammen, og tog endnu en gang den pinlige rygsæk på, og gik (meget stille og meget forsigtigt) ud ad stien mod Bindeballe. Men det var som om, at de smertende gamle ben fik det bedre og bedre af at blive rørt. Det var jo dejligt, og Bække dukkede igen op gennem tågerne fra før. Turen mod Bindeballe var smuk. Der kunne bruges mange tillægsord i forsøget på at beskrive det jeg oplevede, men det ville alligevel aldrig blive en beskrivelse der ydede virkeligheden retfærdighed, så jeg vil blot nøjes med at sige, at det var smukt. Landskabet var knap så åbent som det jeg havde oplevet dagen før. Underlaget var anderledes, idet den asfalterede sti nu var afløst af en grusbelagte sti, og det var helt hyggeligt, at høre gruset knase under støvlerne for hvert skridt.
Som tiden gik, kom smerterne i benene tilbage, og Bække forsvandt endegyldigt i de tåger der tilsyneladende huserer en del på den egn. Som om det ikke var nok, kunne jeg også mærke en begyndende ømhed under fødderne. En ømhed jeg kendte godt fra tidligere tider. En ømhed der indvarsler vablernes komme. Så, ikke alene var jeg efterhånden godt øm i bentøjet - nu fik jeg også vabler. Men solen skinnede stadig, og fuglene sang fortsat. Køer og heste græssede på marker der gik op og ned ad bakkerne omkring mig. Det var stadig pragtfuldt at være afsted, selv om jeg på det nærmeste kravlede det sidste par kilometer ind til Bindeballe gamle station, og Bindeballe Købmandsgård.
Bindeballe station og købmandsgård ligger faktisk ikke i Bindeballe. I 1897 åbnede Jeppe Kristensen (samtidig med at Vejle-Vandel banen åbnede) en købmandsgård lige overfor stationen, ud fra den fornuftige betragtning, at hvor der var en station, ville der også snart opstå en by. Det fik den kære Jeppe så ikke helt ret i. Byen glimrede ved sit fravær, og efter 60 år på skinner, blev banen nedlagt. Men købmandsgården ligger der stadig, og der er fortsat købmandsforretning i de gamle bygninger. Det Bindeballe Købmandsgård er mest kendt for, er dog det købmandsmuseum der siden 1973 er vokset frem på stedet. Har man ikke tidligere været i Bindeballe Købmandsgård, så er den helt sikkert et besøg værd.
I Bindeballe station, er der en lille udstilling om Vejle-Vandel banens historie, og selv om jeg ikke har den store - om nogen - interesse i tog og jernbaner, så var det alligevel spændende at gå rundt og se på de plancher og billeder der var sat op. Udenfor stationsbygningen har købmandsgården en lille teltplads hvor man, formedelst 30 kr. pr. voksen, og det halve for børn, kan få lov at slå sit telt op og benytte køkken og toilet (og endda brusebad) i stationsbygningen.
Spørgsmålet for mig var, hvorvidt jeg skulle slå mit telt op for endnu en nat, eller om jeg skulle bide i det sure æble, og bede fruen hente mig når hun fik fri fra arbejde. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg ikke kom videre i denne omgang. Turen var slut for mine gamle mishandlede bens vedkommende, og dermed også for mig. Jeg valgte det sidste - det med at bide i æblet.
Og fruen fik fri, og fruen ankom til Bindeballe Station, og fruen... nå ja, til grin kan man altid blive - og har man fået andre til at le, da har man ej levet forgæves.
Nu, nogle dage efter hjemkomsten, har jeg nogenlunde genvundet førligheden, og er så småt begyndt at overveje næste trin. Og næste trin hedder træning. For, at jeg skal afsted igen, kan der ikke herske nogen tvivl om. Men jeg kunne godt tænke mig, at næste tur ville vare lidt længere, og at jeg kunne tilbagelægge lidt mere end de sølle 20 km det blev til denne gang. Så nu står den på, om ikke daglige, så dog i det mindste jævnlige traveture rundt i byen. Jeg har lavet mig en rute på 5 km, som jeg tager 3-4 gange om ugen. Forhåbentlig kan det opbygge lidt muskelmasse, hvor tidligere ingen muskelmasse fandtes. Og næste gang det bliver godt vejr, vil jeg igen pakke mit pinlige grej i den pinlige rygsæk, og atter drage ud i sommerlandet.
Man kunne mene, at jeg burde have lært, at det med at trave ikke er noget for mig. At jeg ikke kan holde til det, og at jeg er ved at være for gammel til den slags pjat. Men målet er jo netop ikke at vandre i sig selv. Målet er, at komme ud i naturen, tømme hovedet og lade stå til. Vandringen er blot midlet der bringer mig nærmere målet.
Hardcore-vandrer bliver jeg aldrig. Jeg kommer aldrig til at klatre rundt i de norske fjelde, og synes at det er fedt. Men jeg vil - og det er et mål jeg agter at nå - vandre mit gode gamle fædreland tyndt.
Jeg skal bare lige træne lidt først. |
|
|
|
|
|
| |
 | |
|
|
|
|
|
|
| Bedømmelse |
 | | Score: 0 Stemmer: 0 |
|
|
|
|
|
|
Emnegruppe: 
print
send
)
)
)
)
)
)
