Min Laplandsrejsefælle 2008 W og jeg startede på Københavns Hovedbanegård, hvor vi tog toget med afgang kl. 8.23 til Helsingborg. Solide madpakker var smurt og de små rygsække var pakket. Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi sad dejligt i solen i toget hele vejen til Helsingborg.
I Helsingborg fangede vi, efter 20 minutters ventetid, bussen til Höganäs, hvor vi havde en god halv times ventetid på bussen videre til Mölle. Det er vejen til Kullen med offentlige transportmidler.

Vejret havde skiftet og ved ankomsten til Mölle var det blevet overskyet og det var begyndt at blæse godt. Dagstursrygsækkene blev solidt anbragt på ryggen, og så gik det gennem byen og langs vandet, hvor vi ”fangede” stien, der løber langs sydvest-siden af Kullen. Fra start følger stien de forrevne røde klippeskær langs vandet. Det gik op og ned og hurtigt kom vi op til P-pladsen ved nedgangen til cafeen i Ransvik og golfbanen, som vi gik langs et lille stykke og ind i skoven igen. Vi fulgte stisystemet ind i landet, hvor vi kom op til smukke udsigtspunkter flere steder. Efter 1½ times vandring, meldte sulten sig, og vi fandt et læsted ved nogle buske på læsiden af en bakke.
 
Man bliver hurtigt kold, når man sidder stille, så det blev ikke nogen langs frokostpause. Herefter kom vi op over det åbne land, nu i stærk kold blæst, hvor vi havde fantastisk udsigt til Nordsjælland og vandet. Lidt nedenfor bakken ligger et lille sommerhus. Fantastisk sted at have sommerhus. Hvem mon bor der? Nu var vi igen kommet ud til vandet mod sydvest og nedenfor bakken gik det igen meget stejlt opad og tæt ved kanten af klipperne ved Åkersberget, hvor vi rundede en pynt, for at følge stien væk fra kanten og igen langs vandet lidt inde i landet. Herfra studerede vi 2 klatrere der var på vej op.

Ved Kullen Fyr gik vi ned til Silver Grottan. Det sidste stykke forceres på klipper, så man skal være varsom med, hvor man sætter fødderne. Silver Grottan er en lille grotte med et meget smalt hul ind i klippen, hvor man dog kan se enden, når man står i åbningen. Grotten ligger lidt oppe fra vandkanten med høje klipper til begge sider, så der var lidt læ, og med flotte store bølgeskvulp, der brusede. Kraftig natur i sit rette element.
 
Så var det opad igen mod fyret – her er det en fordel med god kondition. Tæt på fyret inde i skovtykningen fandt vi en rasteplads, hvor vi nød vores te og kaffe og et stykke hjemmebagt brød med ost. Fouragering ude i naturen har nu sin særlige charme. Vi kiggede på kortet og planlagde resten af turen. Der er en rød og en blå rute. Den røde er en let rute, - den blå mere krævende. Vi valgte naturligvis den blå. Mens vi sad ved rastepladsen, begyndte det at sne med store snefnug. Det var ganske hyggeligt.

Efter pausen gik vi nu langs den østlige side af Kullen ad smukke stier – op og ned, mest op - hvor vi kunne se vandet langt nede, efterhånden som vi kom længere og længere op i terrænet. Ved Ablahamn gik vi ned ad trappen, helt ned til vandet, hvor der var 4 dykkere i vandet. Dem betragtede vi lidt og så var det op igen. Op og ned – en prøvelse for lægmusklerne (der var lidt ømme dagen efter).

Nu var klokken efterhånden sådan fremskreden, at vi skulle til at vende næsen mod Mölle, hvor vi skulle nå bussen kl. 17:38, og vi vandrede derfor ad stier inde i skoven, så det passede med, at vi var ved busstoppestedet 20 min. før afgang. Her ventede vi mætte på indtryk og med kolde og blussende kinder. Bussen kom hurtigt, så vi kunne komme ind i varmen. Efter den svedige tur bliver man let kold, når man sidder stille. Som på udrejsen skiftede vi bus i Höganäs, og jeg bemærkede de mange mennesker der benytter det svenske busselskab. Men det fungerer også perfekt i Sverige.
I Höganäs gik bussen mod Helsingborg, hvor vi lige nåede en færge, så vi hurtigt var i Helsingør. Her var vi også heldige – der holdt et tog mod København, som skulle afgå kort efter.
Dejlig dag i fantastiske omgivelser, selvom vejret kunne have været bedre. 10,5 km blev det til i det varierede terræn, og det var vi godt tilfredse med.
En dag på Kullen er slet ikke nok, hvis man vil rundt alle steder, vi brugte 6 af de lyse timer der, så til sommer står den på Kullen igen, hvor også området nord for Arild skal udforskes.
Med rabatkort til svensk infrastruktur (kan indløses på Københavns Hovedbanegård) kostede turen 147 kr. pr. næse og en transporttid på ca. 2½ time hver vej. Meget billigt, og dejligt er det at blive transporteret rundt med offentlige transportmidler, når de kører til tiden og ruterne passer sammen. Og rart at tænke på, at vi har bidraget til ikke at øge CO2-udslippet ved at benytte det offentlige og ikke køre i bil 
Se flere billeder i fotoalbum.
Her er links til info om Kullen, Mölle, Arild og kunstværkerne Nimis og Arx:
http://www.sydsverige.dk/?pageID=285
http://www.sydsverige.dk/?pageID=136
http://www.sydsverige.dk/?pageID=578
http://www.sydsverige.dk/?pageID=218
|