Nye indlæg i forum

    • Ljunggren's Avatar
    • Vandring i Sverige
    • Velmotiverede børn kan meget mere end man tror, men man skal være parat til at stoppe mens legen er god :)
    • Milho's Avatar
    • Opdatering af profil
    • Der er ingen "felter der skal udfyldes" men... Man skal udfylde signaturen, før det hele virker. Vi arbejder på at løse problemet....
    • Urban packrafter's Avatar
    • Sovepose(r) til vinterbrug
    • Ja den er kommet og virker ret lækker. Jeg skal nok give en tilbagemelding når jeg har testet den. Muligvis Jeg får jeg mulighed...
    • Outdoor Rødovre's Avatar
    • Test af MSR Windboiler
    • Quote: Tak for en god anmeldelse af et tilsyneladende fedt produkt. Pottens fatning på brænderen virker som en klar forbedring i forhold til...

Se flere »

Outsite sponsorer

Opret gratis bruger

Opret gratis bruger på Outsite.org. Læs gratis artikler, gratis vandreture osv.

outdoor hjemmeside

Opret gratis bruger her...

Køb adgang til Outsite +

Gratis vandreture, store rabatter, masser af inspirerende artikler og bøger mm.

koeb-adgang-til-outdoor-klub

Køb adgang her...

Turkalender

December 2014
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31

Hvem er online

Vi har 369 gæster og ingen medlemmer online

Tilmeld nyhedsbrev

Brugervurdering: 4 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne inaktiv
 

Sylarna 2010

Jeg forsøger altid at få så meget ud af den relativt korte sommersæson i fjeldet som muligt.

Generelt kan man være i fjeldet fra Sct. Hans og frem til 1. oktober. Ved Sct. Hans bliver det forår i fjeldregionen. Nogle år før end andre år, men fælles er det at foråret, og især det tidligste forår er vådt og der ligger ofte sne, og nogle år megen sne, tilbage efter vinteren.

Efteråret derimod er ofte med klart vejr og høj himmel som vi kalder det, men også med korte dage, køligt vejr og kolde nætter. Om efteråret kommer også stormene, der kan være ret kraftige.

I eftersommeren 2011 havde jeg været på en tur i Kebnekaiseområdet, eller det var vist mest på den norske side i Narvikfjeldene det år, men Jens ville gerne på en sen tur efter skolerne var startet.

Vi havde ikke så lang tid at gøre godt med. Vi kunne tidligst tage afsted fredag og skulle være hjemme igen den efterfølgende søndag, og hvor tager man så hen? Lappland kunne det i hvert fald ikke blive til!

Jeg havde i ret mange år forsømt Jämtlandstriangeln, altså området ved Sylarna, Blåhammarens og Storulvåns fjeldstationer i Jämtland, så det foreslog jeg som et område det var værd at forsøge sig med igen.

Jeg fik bikset en tur sammen der skulle gå rundt om Sylarna. Sylarne er Jämtlands eneste alpine massiv, der også har en gletsjer eller to i det ellers lavkuperede landskab, der dog for store deles vedkommende ligger ovenfor trægrænsen.

Vi skulle i bil derop så vi var ikke afhængige af offentlige transportmidler, der ellers ville have begrænset vores startpunkt til Storulvån i nord. Jeg valgte startpunktet ved Nedalshytta på den norske side af grænsen. Herfra er det let at gå en gundtur om Sylmassivet.

'Mon vi kan parkere der i en hel uge?' Ork ja svarede jeg, der er masser af plads og på denne sene årstid er der ikke mange i fjeldet, hvilket skulel blive gjort til skamme!

Sylarna1aVi kører fra Glostrup fredag middag, og da der er lidt langt havde jeg bestilt en hytte på en campingplads, lidt nord for de store søer. Hertil skulle vi nå om aftenen. Det gik fint, vi fandt campingpladsen og fik vores hytte. Vi havde taget mad med hjemmefra, så aftensmaden stod på forloren skildpadde, hårdkokte æg, brød og en enkelt øl.

Lørdag morgen kørte vi tidligt videre.

Op langs Klarelven, forbi Sysslebäk hvor vi selvfølgelig skulle handle lidt i Konsum, og videre ind over grænsen til Norge, ad snørklede veje i et klippefyldt landskab kørte vi opad mod Klarelvens kilder. Målet var Nedalshytta, som vi nåede op ad dagen i fin solskin.

De der oceaner af parkeringspladser der burde være var der også, men der var også et elelr andet hundetræf så der var bunker af folk og biler. Vi fandt dog en plads lidt fra hytten, men det gjorde ikke noget.

Vi skulle ud i fjeldet her første dag og satte deruda ad stien i raskt tempo. Igennem lav birkeskov med lidt graner hist og her og noget sumpet ind imellem. Længere inde i retning mod rasthytten Ekkordörren  bliver det mere tørt og man vandrer på det vi kalder 'tør rishede'. Tør rishede er nærmest græssletter islået den lavt krybende fjeldbirk. Let at vandre i er det og også med gode muligheder for teltpladser. Teltplad skulel vi finde inden det blev mørkt og efter nogle kilometer op ad bakke.Vi fandt et fint sted med udsigt ned over det lave fjeldområde ogver Nedalssjön og bagud mod gletsjeren på Sylarnas bagside.

Næste dag vandrede vi videre mod Ekkordörren. Vi krydsede grænsen og var inde i Sverige og lidt længere fremme et rengærde med en trappe over. Terrænet blev nu merer og mere alpint og efter en smal passage langs langstrakte søer når vi rastskjulet Ekkordörren som ligger i 1100 moh.

Hjemmefra havde jeg jo kækt spået at der ikke ville være mange mennesker i fjeldet på denne årstid, men det var der. Udenfor hytten sad der nok 30 mennesker og spiste frokost og det er jo mange. Vi kikkede lidt på hinanden og grinede mens vi vandrede videre forbi hytten og fandt en plads i solen.

Efter frokost skulle vi opad mod nordøst og derefter dreje mod nordvest. Det der med at dreje mod nordvest glemte vi så lige idet vi nød udsigten da vi først var oppe hvor det planede lidt ud og vi fik flot udsigt mod nord ind i en slags bred dal. Mod øst var udsigten vidtstrakt ned over et vældigt sletteområde gennemkrydset af mindre vandløb. I det fjerne sås Miesahketjahke reastskjul. Det skulle vi imidlertid ikek kunne se hvorfor jeg regnede ud at vi vist lige havde glemt at dreje mod nordvest.

Vi nød udsigten mens vi også kikkede på kortet og ganske rigtigt. Vi var gået forkert!

Sylarna-2aDet var der heldigvis råd for her på højden så vi drejede i rigtig retning og vandrede videre op ad en stenet skråning til passet mellem Templet og Storsskalstöten i 1340 moh. En ganske pæn stigning er det fra Ekkordörren og op, men på det sidste stykke ser man Storsylan rejse sig mere og mere over én. Ganske imponerende står Sylmassivet højt i det elelrs flade landskab. Mørk mod den blå himmel er den og med gjeltsjeren lysende hvidt og puddersne på tinderne.

Jens skulle lige finde en geocach der lå heroppe og fandt den. Den slags skal der også være tid til når man er på tur.

Derfeter er det stort set en lige tur ned ad bakke mod Sylstationen. Stien er tydelig her og vandringen er let. Vi møder nogle smågrupper, men elelrs er her mennesketomt. Weekenden er ved at være slut og der er atter mennesketomt i fjeldet.

Vi telter et stykke ned ad bakken på nogle hylder. Vi er nødsaget til at vandre ned nogle højdemeter for at finde egnede pladser men finder til sidst nogle.

Ude i horisonten ser man tydelig Sylstationen, men det føles som om den ikke kommer nærmere lige meget hvor lang tid man vandrer. den ligger bare derude.

Det sidste stykke til Sylstationen går ad stien ned i dalen. Sylstationen ligger hvor dalen vider sig ud og bliver ganske flad uden stigninger. Man vandrer og vandrer men har flot udsigt til alle sider.

På denne årstid er der ikke så mange farver. Det hele er efterårsagtigt, med græs og småbuske i brunlige nuancer, fjeldet brunt til sort og kun puddersneen lyser op. Om sommeren ser her helt anderledes grønt og frodigt ud, men alle årstider har sin charme.Sylarna-4a

Til sidst når vi hytterne og holder et kort hvil, inden vi fortsætter over elven for at finde en teltplads. Solen bager fra en skyfri himmel og det er usædvanlig varmt efter årstiden. Varmen er dog kun i solen. Går man i skygge er man ikke i tvivl om at det er efterår.

Et halvtamt rensdyr vandrer rundt på gårdspladsen og ser ud som om den hører til på Sylstationen, hvad den måske også gør. Bange er den i hvert fald ikke.

Vi vandrer over stålbroen over Sylälven og fortsætter ad stien nordover. Massivet står klart mod den blå himmel og gletsjeren lyser glitrende blåhvid i solens stråler, som om dens overflade består af millioner af lysende stjerner.

Vi vandrer opad og længere oppe holder nogle rener øje med vores bevægelser. Vi søger op så vi har en chance for at få mest muligt aftensol i vores næste lejr.

Vi finder et egnet sted lige ved stien. Solen bager ned, men så snart den forsvinder bag fjeldet og vi ligger i skygge bliver det bidende koldt. Sommer er det ikke mere!

Vi kryber op ad fjeldsiden og sidder højt for at få de sidste solstråler med inden vi kryber i teltet. Over os svæver et par ravne og kalder på hinanden.

Vejret bliver ved med at være godt og næste morgen skinner solen atter fra en skyfri himmel, men der har været nattefrost og rimfrosten sidder hvid på græsstrå og visne planter, og som et flot mønstret lg på teltet. Det Sylarna-20ser flot ud, men er også ensbetydende med at jeg skal bære et vådt telt. Serlvom solen skinner er der ikke megen tørring i luften.

Vi er lidt længe om at komme igang og sidder i stedet og nyder solen, men efterhånden fortsætter vi ad stien mod vest. Sporet er letvandret. Det går opad, men er ellers fint. Stien er fasttrampet og tydelig og følger Vaktklumpens nordlige fjeldsider, mens der mod nord bliver mere og mere åbent og dermed fin udsigt ud over et vældigt flat område. Vi går ganske højt på kurver i omkring 900 moh.

Lige før den Norske grænse telter vi på et fladt stykke under fjeldet, der skygger så solen hurtigt forsvinder. Når solen er væk bliver det rigtig koldt, og vi kryber ind i teltet for at få varmen.

Problemet med ture i ydersæsonerne er, at man får en del teltliv og derfor skal kunne holde ud at være i teltet, og gerne kunne sove rigtig meget. Sove det kan jeg under alle forhold, så kan jeg ikke være ude sover jeg blot, og jeg kan snildt sove i mere end 12 timer. Faktisk har jeg nærmest sovet i to døgn under en vintertur, hvor vi lå nedgravet i en hylende snestorm i Stuor Reaiddavággi ud for Unna Reaiddavagge. For mig er det ikke noget problem, men det går mange på.

Næste morgen blæser det op og en bidende vind blæser ind over de store søer længere mod vest. Det er koldt, men stadig klart vejr. Vi vandrer videre ned mod syd og mod Nedalshytta hvor bilen er parkeret.

Ruten rundt som vi har vandret er egentlig lidt for kort til en hel uge og da vi var ret tæt på bilen fortsatte vi for at køre hjem, selvom vi stadig havde et par dage. Området er sådan, at man ikek lige kan lægge til. Det skal man helst have planlagt hjemmefra.

Området er fint hvis man lige har nogle dage til en tur og ikek vil bruge så lang tid på transport, men det er dårligt hvis ikke man er i bil. Er man ikek det er det bedre at lægge sine ture med udgangspunkt fra toget deer kører tæt forbi Storulvån fjeldstation. Der går bus fra Enafors station og til Storulvån og man kan lave fine ture med det udsangspunkt.