Nye indlæg i forum

    • Ljunggren's Avatar
    • Vandring i Sverige
    • Velmotiverede børn kan meget mere end man tror, men man skal være parat til at stoppe mens legen er god :)
    • Milho's Avatar
    • Opdatering af profil
    • Der er ingen "felter der skal udfyldes" men... Man skal udfylde signaturen, før det hele virker. Vi arbejder på at løse problemet....
    • Urban packrafter's Avatar
    • Sovepose(r) til vinterbrug
    • Ja den er kommet og virker ret lækker. Jeg skal nok give en tilbagemelding når jeg har testet den. Muligvis Jeg får jeg mulighed...
    • Outdoor Rødovre's Avatar
    • Test af MSR Windboiler
    • Quote: Tak for en god anmeldelse af et tilsyneladende fedt produkt. Pottens fatning på brænderen virker som en klar forbedring i forhold til...

Se flere »

Outsite sponsorer

Opret gratis bruger

Opret gratis bruger på Outsite.org. Læs gratis artikler, gratis vandreture osv.

outdoor hjemmeside

Opret gratis bruger her...

Køb adgang til Outsite +

Gratis vandreture, store rabatter, masser af inspirerende artikler og bøger mm.

koeb-adgang-til-outdoor-klub

Køb adgang her...

Turkalender

December 2014
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31

Hvem er online

Vi har 149 gæster og ingen medlemmer online

Tilmeld nyhedsbrev

Brugervurdering: 0 / 5

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Sol over Sarek

Seks dage i træk med solskin i Sarek og stort set ingen myg – det lyder næsten for usandsynligt i dette det mest regnfulde område i Sverige. Men man kan jo være heldig, og med det vejr var der basis for at få en rigtig drømmetur. Dette er en dagbogsberetning om, hvordan vi i begyndelsen af august 2011 brugte tolv dage på at gå ruten Saltoluokta, Pietsaure, Autsutjvágge, Rinim, Bastavágge, Bielavallda, Skárjá, Guohpervágge, Låvdakjávrásj, Kisuris, Änonjälme (Ritsem). 

Se billederne her: http://outsite.org/index.php/gallerier/343-ac/album?albumid=72

Tilbage i Nordsverige

Vi har været i Nordsverige før. I 2007 gik vi Kungsleden fra Abisko til Kebnekaise, og efter en tur til Jotunheimen i Norge i 2009 og mange weekendture i Danmark var tiden nu kommet til at opfylde drømmen om at opleve Sareks storslåede vildmark.

Vi er Johannes på 15 år og hans far Andreas på 57. Vores første vandretur gik til Söderåsen i Sverige i 2006, da Johannes var knap 10 år, og siden har vi fortsat med turene, så vi nu tager af sted cirka en gang om måneden året igennem og så en større tur en gang hvert eller hvert andet år. Vi har lige haft 30-turs-jubilæum, så man kan vel sige, at vi er blevet godt og grundigt bidt af vandring.

Selvom de danske vandreruter jo ikke er helt så udfordrende som fjeldet i Nordsverige, har vi fået en del vandreerfaring og har også oplevet visse strabadser på vinterturene herhjemme, ikke mindst i de seneste par år. Men det er alligevel noget andet at bevæge sig ud i fjeldet, for vi har ikke så meget navigationserfaring (vejret har simpelthen været for godt!), og hvis vejret ville  vise sig fra sin mere insisterende side, var vi godt klar over, at vi ville blive udfordret. Men vi har en god gps (Garmin GPSmap 62s) foruden et backupkompas, som vi aldrig bruger, men altid har med.

Skulle det gå galt, har vi en SPOT Satellite GPS Messenger, som vi kan tilkalde hjælp med (via GEOS-netværket). Så skal min søn ikke være alene i ødemarken, hvis der skulle ske noget alvorligt med mig, og vi kan desuden hver dag sende en på forhånd skrevet sms/e-mail, når vi er kommet i lejr, så dem derhjemme ikke skal gå 14 dage uden at vide, om alt er okay.

Planlægningen

Vi begyndte at planlægge turen allerede før jul, købte kort og læste alle de beretninger, vi kunne finde om ture til Sarek. Tre bøger om nationalparken blev også indkøbt. Mindre kan måske gøre det, men de kan alle anbefales: Vandringsturer i Sarek (Hans Fowelin), Vildmarksvandring i Sarek (Annika Berggren og Håkan Hjort) og Sarek-biblen, som vi trods vægten på 395 gram tog med på turen: På fjälltur Sarek (Claes Grundsten). Vi fik også hjælp fra andre brugere af Outsite.org, som gerne deler ud af deres erfaringer.

Der skulle også købes udstyr og mad, og så skulle der trænes. En weekendtur om måneden holdt vandreformen, og hen over sommeren gik vi en del hverdagsture om aftenen: halvanden time i Marselisborg Skov med 15-20 kg brænde i rygsækken. Der er mange gode bakker.

Turen til Lapland og hjem igen foregik med fem tog til Gällivare og derfra bus videre til Kebnats, hvorfra båden til Saltoluokta sejler. Vi bor i Aarhus, så det tager knap 30 timer at komme helt frem til fjeldet. Vi kørte også for fire år siden med tog til Abisko og havde egentlig svoret, at nu havde vi prøvet dét, og så var det fly fremover. Men der skal jo skiftes fly flere gange, og man skal også lige fra Kiruna og videre, så det endte med tog igen. Og denne gang føltes turen faktisk kortere end sidst. Men med priserne i de svenske tog er jeg ikke sikker på, at man sparer så meget i forhold til flyet, medmindre man altså selv tager maden med. Og så forbereder den lange togtur sindet på en lang tur i vildmarken.

Selve turen i støvlerne skulle egentlig have varet 14 dage. Den kom imidlertid kun til at vare 12 dage, for vi blev for sultne og var nødt til at øge rationerne. Det betød, at vi måtte forkorte turen og derfor fik tre overnatninger på vandrerhjemmet i Ritsim i stedet for én, før bussen kørte os tilbage mod Gällivare.

Det gav os i øvrigt den erfaring, at det ville have været bedre at gå turen omvendt, for det er helt sikkert sjovere og måske endda ikke dyrere at opholde sig to dage på den stemningsfulde Saltoluokta fjeldstation frem for i Ritsim, der efter vores mening ikke har det store at byde på. En af dagene tog vi dog båden tilbage til Änonjälme, hvorfra vi gik til Vaiselouokta og tog båden tilbage til Ritsem derfra. Men nok om det, vi skal jo i gang med selve vandreturen.

Fredag den 29.7.        

Saltoluokta-Pietsaure: 6½ km, 2½ time
Højdeforskel: + 393 m, - 123 m

Så ligger vi i teltet, mens regnen trommer på teltdugen, og bygen kommer ind fra søen Pietsaure. Vi ligger lige for enden af søen i øst ved siden af den lille sameviste. Klokken er snart 22, og regnen er først lige begyndt. Vi slog teltet op kl. 19.30 efter 2½ times vandring. Kun 6½ km, men en hel del højdemeter, og med henholdsvis 25 kilo og 35 kilo på ryggen skal vi lige i gang. Det er for tungt, det ved vi godt, men vi har lidt svært ved at få vægten ned, ikke mindst når vi skal have mad med til 14 dage. Og vi har allerede bestemt, at turen skal kortes ned en anden gang, så vi skal bære mindre mad.

Vi har besluttet at ligge to-tre nætter her for at spise os til lidt lettere rygsække, før vi fortsætter. I mellemtiden kan vi så bestige Lulep Gierkav, en imponerende, men ikke så høj top lige ved siden af lejren. Vi har også et godt øje til det spidse bjerg Sluggá, som også er en dagsudflugt fra lejren. Om vi tager den, vil afhænge af vejret.

Fra Saltoluoktastuen går man op gennem birkeskoven, men efter et par kilometer tynder skoven ud. Vi så en del døde lemminger og en enkelt levende. Det mindede os om, at vi ikke fik spurgt i hyttens information om lemmingeproblemet. Der har været en større debat her på sitet om, at de mange lemminger i år udgør en risiko for den, der drikker vandet i fjeldet. Man kan få haresyge, og det er vist ikke til at spøge med. Vi har klordråber med, og det er nok det sikreste at bruge, når vi ikke koger vandet. Jeg så faktisk en død lemming flyde i søen – lige der, hvor jeg lidt forinden havde dyppet min tandbørste.

Men det er jo et mindre problem. Vi er i fjeldet igen, og vi glæder os til vores lange tur ind i Sarek.

Lørdag den 30.7.        

Overliggerdag – toptur til Lulep Gierkav: 10½ km, 4 timer
Højdeforskel: +/- 658 m

Det har regnet hele natten, blidt, men vedholdende. Det lover ikke helt godt for vores toptur, men nu ser vi tiden an og hygger os i teltet. Her er stille – kun vinden og bølgernes skvulp ind på stranden. En enkelt fugl, som vi ikke kender.

Vi havde sovekupe til 3 personer i nattoget fra Stockholm, og vi fik selskab af en ældre og ret fuld herre, som var meget flink, men som gentog sig selv hele tiden (som fulde folk jo har for vane). Han var heroppefra og skulle op og plukke bær. Han kunne ikke forstå, at vi behøvede så store rygsække, og spurgte, om vi havde tænkt os at brødføde hele Lapland! Vi må jo indrømme, at vi ikke rejser let, men til gengæld har vi mange bekvemmeligheder, når vi er i lejr.

Der er langt herop: fem tog og en bus = 29 timers rejse, men så kommer man også langt væk fra de vante rammer. Båden sejlede, lige efter af bussen var ankommet til Kebnats. Turen tager kun 15 minutter, og timeprisen er høj: 175 kr. for en voksen og et barn (som ikke er medlemmer af Sveriges turistforening).

På den anden side af søen fik vi spændt støvlerne og gik kort efter fra fjeldstationen. Man møder ikke så mange folk som i Jotunheimen, men det er jo også ensomheden, vi søger. Og vi er jo ikke i Sarek endnu og stadig tæt på fjeldstationen, så der er faktisk meget få heroppe. Kun et par samer i visten og en svensk far med sin datter og svigersøn, som er på fisketur. De ligger i telt henne ved Avtsusjjåkhas udløb i Pietsaure – vi ligger henne under kåterne uden at være alt for tæt på. Lejren er rigtig hyggelig, selvom den ligger på en åben strand. Det hænger nok sammen med de høje bjerge omkring.

Tilbage til topturen: Vejret vendte til det absolut bedre i løbet af formiddagen, og efter endnu en spegepølsemad (vi spiser om kap med spegepølsens nedbrydning) drog vi af sted i godt humør mod toppen af Lulep Gierkav, som betyder den østre Gierkav. Vi pakkede begge en lille rygsæk med det nødvendige: regntøj, en varm trøje, hue, handsker, vand, lidt proviant og toiletpapir – og så selvfølgelig en Daim. Op mod toppen går det lidt stejlt op visse steder, men turen er let vandret og meget flot. Man ser ud over vidstrakte, skovbeklædte dale, og på et tidspunkt går man i et næsten tropisk udseende landskab med vand, der driver ned ad den sorte klippevæg og mange bregner. Når man kommer længere op, bliver der flere klipper, og stien bliver lidt mere utydelig, men snart er man på toppen efter to timers vandring.

Der var folk på stien, men ikke mange. Vi havde en fed tur til toppen, og Johannes tog en masse flotte billeder. Vi havde begge lidt ondt i fødderne og benene, da vi kom tilbage til lejren, men ellers ingen skader, bortset fra at mine midtertæer på højre fod sover. Til aften så vejret først bedre og bedre ud, og vi begyndte at fantasere om solnedgang over søens blanke spejl, men det kom ikke til at ske. I stedet trak store byger ind over os, men vi kunne heldigvis nå at spise i tørvejr. Efter lidt tid i teltet kom der en mere vedvarende regn, som meteorologerne også har lovet skal give 20 millimeter.

Først på aftenen så vi et par både komme ind med en flok ryksækmennesker. Det viste sig at være en gruppe, som den svenske turistforening havde ledet rundt i Sarek i ni dage. Desværre for os skulle de spise på det lille spisested i samevisten, så der var ikke plads til os. Det havde ellers været meget sjovt at opleve. Teltet lækker en smule i syningerne; vi skulle have forseglet dem hjemmefra, men det er ikke noget rigtigt problem.

Søndag den 31.7.        

Pietsaure- Ávtsutjvágge: 16 km, 7½ time
Højdeforskel: + 503 m, - 422 m

Vi skulle op kl. 6.00, og jeg vågnede da også, allerede da mobilen brummede, men den var hurtigt slået fra, hvorefter vi sov til kl. 8.20. Det regnede stadig, så vi begyndte at pakke inde i teltet. Kort efter stoppede regnen, og kl. 10.30 kunne vi begynde dagens vandring. Vi havde på forhånd haft planer om at skyde genvej over til Kungsleden forbi toppene Råsek og Sjäksjo, men var usikre på, om de tre fosser undervejs var mulige at vade på grund af regnen, samt om vi ville ende i for meget bundløs mose ved indgangen til Ávtsutjvágge. Derfor valgte vi den sikre vej: tilbage ad den sti, vi var kommet ad. Med den vadeerfaring, vi har nu, ville vi nok have taget chancen. Vi gik i tæt tåge – eller rettere: inde i en sky.

I starten gik det godt op igennem passet hvorefter det gik nedad mod Saltoluokta – det var jo det omvendte af første dag. Da stien drejede af til venstre mod Saltoluokta, besluttede vi at skyde genvej, idet en anden sti gik ligeud og så ud til at ville ramme Kungsleden, hvilket ville spare os for et par hundrede højdemeter ned og op. Sådan kom det ikke til at gå, for der var tilsyneladende ikke lige nogen sti op af den store ravine, som Áhusjgårsså løber igennem. Vi endte på stejle, mudrede stier ned i ravinen og fik godt våde bukser på grund af den tætte, og temmelig våde, vegetation. Efter at have fanget stien mod Sitojaure helt nede i 400 meters højde, masede vi os op ad Kungsleden, en hård stigning på over 300 højdemeter, og faldt derefter halvdøde af træthed om til en af de nu så velkendte spegepølsemadder og en gang Cup-a-Soup.

Det er godt nok længe siden, vi har været så trætte. Johannes har nu klaret sine 25 kilo godt, og jeg var også kry den første dag, men i dag var hård, hård, hård. Vi gik i 45-minutters intervaller og holdt så pause i 15 minutter. Men efterhånden begyndte jeg at se på uret efter blot 5 minutters vandring. Her er flot, men det er lidt svært at nyde, når man er så træt i pauserne, at man bare ligger på rygsækken med lukkede øjne. For når man går, ser man jo mest ned på stien for ikke at falde over de mange sten eller træde ned i de mange mudderhuller.

Vi gik jo nu på Kungsleden, og stien var derfor veltrampet og let vandret. Efter 16 kilometer slog vi lejr på en af de mange grusbanker i dalen, tæt ved nødhytten midt mellem Saltoluokta og Sitojaure. Her ligger vi med en fantastisk udsigt over en sjov dal i dalen, som er dannet af aflejringer fra slutningen af istiden, hvor smeltevand under stort tryk er blevet presset ud af isen, medbringende en masse grus, som er blevet aflejret i store banker. Senere har floden skabt et delta i denne dal, og flot er det blevet.

Mandag den 1.8.        

Ávtsutjvágge – Bastavágge: 18 km + sejltur, 8 timer
Højdeforskel: + 221 m, - 205 m

Vi havde besluttet at stå op kl. 6.30, men vågnede først, da alarmen havde kørt indtil kl. 7.00, så vi har nok haft brug for søvn. Jeg havde haft vasketøj i blød natten over, og dagen begyndte med vask ved elven og så op med tøjet på vores tørresnor, der bliver holdt af et par vandrestave, før tøjet kom i en pose. Pakke ned efter morgenmaden, og afgang kl. 9.30 mod Sitojaure. Skyer, men ingen regn, og langt, langt bag os i bunden af dalen kom det gode vejr efter os.

Ved 13-tiden kom solen også frem, det blev fantastisk vejr, og vi nåede søen i højt humør en halv time senere. Talte med stueværten, som ikke mente, vi skulle tage os af harepest – han havde ikke hørt noget om, at det skulle være et problem i Sverige. Vi skrev os ind i gæstebogen og angav vores forventede ankomst til Akkajaure og Ritsem. Så ned til båden, en lille jolle med motor, som lå klar til at sendt to unge svenskere (og os) til Rinim i den anden ende af Sitojaure, som er en af portene ind til Sarek.

Vejret blev endnu bedre, strålende sol og heldigvis ikke så meget vind (lille båd, koldt vand, ingen redningsveste). En pragtfuld tur ad, hvad bådføreren kaldte Sveriges smukkeste sø – og efter hvad vi havde set, var vi enige. Turen er ikke billig: 1.000 kr. for to personer for en lille times sejlads, og man skal selvfølgelig have dem i kontanter. Vi ville gerne have købt noget tørret rensdyrkød, men kom ikke i kontakt med nogen, der kunne have noget, og bådføreren mente ikke, der var nogen i nærheden, der solgte kød.

Vi sejlede ind i Sarek, og begyndte straks at gå de 4 kilometer op til starten af Bastavágge, hvor vi ville slå lejr. Kort efter holdt vi dog allerede pause for at sidde og se ud over den fantastiske sø, vi lige havde sejlet på. Da vi gik videre, kunne vi mærke, at vi var kommet til Sarek, for nu var stien ikke længere markeret, og lejlighedsvis forsvandt den helt. 

Vi slog lejr på en græsbeklædt grusbanke ved indgangen til Bastavágge og i nærheden af elven Lulep Bastatjåhkå. Vi besluttede at gå tidligt i seng, da i ville op kl. 6.00 næste morgen for at gå gennem Bastavágge, som vi vidste ville blive en hård og lang tur.

Tirsdag den 2.8.        

Bastavágge – Bielavallda: 18 km, 11 timer
Højdeforskel: + 445 m, - 296 m

Vi vågnede kl. 6.00 til strålende sol, vindstille og ikke en sky på himlen. Og varme. Kl. 8.00 kunne vi begive os ind i Bastavágge. Friske efter nattens søvn lagde vi godt ud med 4 km den første time, og en halv time senere skulle vi krydse jokken fra gletsjeren Lulep Basstajiegna. Den siges egentlig at skulle vades, men der var ikke så meget vand i den, så det lykkedes at gå over på stenene. Videre op gennem dalen mod næste gletsjerjok, som ligger lige efter vandskellet i 1.066 m’s højde. Før vi tog jokken i øjesyn, spiste vi frokost på en flad klippe, der nærmest lignede et stort stenbord.

Vi kunne godt mærke vandringen i kroppen, men skulle alligevel lige en tur op til gletsjerporten i Alep Basstajiegna, som ligger et par hundrede meter fra dalens midte. Vi lagde rygsækkene et stykke oppe og markerede dem med et waypoint på gps’en, så vi ville kunne finde dem igen. Så gik vi op til gletsjerporten, hvor der var hundekoldt. Der blæste skiftevis varme og iskolde vinde mod os fra gletsjeren, og Johannes fortrød, at han ikke havde taget skaljakken på. På vej ned igen kunne vi ikke se rygsækkene – den ene stenblok ligner jo den anden. Men – vi havde jo gps-koordinaterne, troede vi da. For da jeg tændte for gps’en, var rygsækkene ikke lige, der hvor vi mente, de skulle ligge. Lidt panik nåede vi at mærke, men så spottede Johannes sækkene mellem klipperne. Gps’en mente, der var 30 meter hen til dem, men jeg havde vist ikke ventet længe nok på, at den havde fundet ud af, nøjagtig hvor den var, før jeg satte waypointet. Ikke så tjekket – 30 meter kan være meget, når man skal finde noget i blokmark.

Så gik vi ned til jokken, hvor fire-fem svenske vandrere var på vej over. Vi talte lidt med dem om, hvordan resten af vores rute ville se ud med vad osv. Bådføreren havde faktisk foreslået, at vi i stedet for at krydse jokken gik over på den nordre side af elven Alep Bastatjåhkå, altså den vestre Bastatjåhkå. Det ville nemlig spare os for et par store vad, bl.a. dette. Ganske vist ville vi så få en del vaden rundt i vådområder for enden af Bastavágge, men det ville være noget, vi nemt kunne klare med støvlerne på. Vi fulgte ikke rådet, selvom det uden tvivl er godt – i hvert fald hvis vandstanden er høj i jokkerne, hvilket den ikke var på vores tur. I stedet valgte vi at følge den sti, de fleste andre går, nemlig syd om elven.

Vi havde medbragt sorte plasticsække til at trække uden på bukserne og postelastikker til at holde dem ind til benene, så de kunne fungere som en slags letvægtswaders. En god ide, som vi havde læst om i Jens Bursells udmærkede bog Friluftsliv (Politikens Håndbøger). Vores posewaders vakte en del opmærksomhed blandt svenskerne, som tydeligt våndede sig over at vade barfodede i sandaler eller sko i det iskolde vand, der vel højst var 2-3 grader. Vi, derimod, vadede lystigt over, og det gik rigtig godt. Et enkelt sted var strømmen meget stærk, men vores stave var til stor hjælp, og vores crocks (plastictræsko) var supergode til formålet: De sidder tilstrækkelig godt på fødderne og står forbløffende fast på de glatte sten i jokken. Desværre viste det sig, at vores sække ikke var helt tætte, selvom de var helt nye, så vi fik våde sokker. Vi blev dog overbevist om, at ideen er god, men sækkene skal selvfølgelig være 100 % tætte, men det findes vel også ... Hverken sække eller elastikker er i hvert fald med til at øge rygsækkens vægt faretruende.

På den anden side af jokken måtte vi skifte sokker, og efter denne første rigtige vanddåb gik vi videre. Landskabet er de næste fire-fem kilometer blokmark, kun hist og her afbrudt af korte strækninger med græs eller jord, som er mere letvandret. Vi har ikke problemer med at gå på blokmark og har begge to normalt let ved at holde balancen også med de tunge sække på. Men vægten gør blokmark lidt hårdt i længden.

Et stykke efter at blokmarken tyndede ud, kom vi til næste vad, hvor vi skulle over gletsjerjokken, der kommer ud gennem Soabbevágge. Her havde vi lidt svært ved at finde et godt sted at gå over. Vi forsøgte os ved udløbet i elven, men der var for dybt (op til låret), kombineret med, at der var god fart på vandet. Johannes gik ud et par gange, men måtte vende om. Så krydsede vi flere sidestrømme, før vi kom over lidt højere oppe. Det gik fint nok, men Johannes’ fødder nåede at blive følelsesløse, og han fik begyndende krampe i dem, før vi var ovre. Tørre sokker på, og efter yderligere tre kilometer var vi ude på skråningen i Bielavallda, hvor vi udmattede slog lejr. Vi fik tørresnoren op igen og tørrede sokker, heldigvis i sol og god vind. Vi er ufattelig heldige med vejret!

Lejren ligger på en lille hylde med udsigt ned over søen Bierikjávrre, og til den anden side ser vi ind mod Skárjá og Sarekmassivet. Renerne kommer ofte tæt på teltet, og med vores kikkert kan vi følge dem på den store slette.

Onsdag den 3.8.        

Overliggerdag – toptur til Bielatjåhkkå: 13½ km, 4 timer
Højdeforskel: +/- 818 m 

God blæst og meget sol, men betydeligt koldere end i går. I går aftes havde vi besøg af en renko med dens kalv, og i dag har de været her igen. De svømmede bl.a. ud på en af de små øer og græssede dér, og svømmede så tilbage igen. Formålet må have været svømmeundervisning, for man skulle jo mene, at der var føde nok i resten af dalen. Fra vores telt sad vi i morges og så på rener og fugle i kikkerten. Johannes havde netop sagt, hvor fantastisk det er at være her helt alene, da han i kikkerten fik øje på nogle telte og folk på den anden side af dalen. Men der skal dog kikkert til at se andre. Bortset lige fra to vandrere, der kom forbi os på vej over i Rapadalen.

Jeg havde en bog med af Erik Aalbæk Jensen, men på dette tidspunkt af turen vurderede jeg, at fordelen ved en sjælden gang at kunne læse lidt ikke opvejede ulempen ved at skulle slæbe på flere hundrede gram ekstra. Jeg er ellers glad for bøger, men altså ikke så glad, så efter moden overvejelse endte det med en bogafbrænding i fjeldet.

Efter frokost tog vi af sted for at bestige vores anden top: Bielatjåhkkå, som er 1.573 meter høj mod de 860 meter, vi ligger i med teltet. Først gik vi de cirka to kilometer tilbage til, hvor stigningen begynder. Så cirka tre kilometer opad. Man klatrer op over sten og klippeblokke fra størrelsen knyttet hånd til kummefryser, og mange af blokkene ligger løst, så man skal passe på ikke at miste fodfæstet eller stikke et ben ned mellem dem. Vi nåede toppen efter to timers vandring og kunne nyde udsigten og en velfortjent vingummibamse i stærk blæst.

Turen til toppen i dag var hård, og da vi kom hjem, var vi godt svedige. Samtidig var temperaturen faldet til cirka syv grader, og der var stadig kraftig blæst, så middagen blev spist i teltet, mens tøjet tørrede i vinden. Til aften trak mørke skyer sammen, men det kan være, at de går uden om os.

Torsdag den 4.8.        

Bielavallda-Skárjá: 11½ km, 8 timer
Højdeforskel: + 316 m, - 366 m

Fjerde dag i solskin i Sarek! Det var en nat uden den store hvile. Jeg var af en eller anden grund vågen fra 2.30 til 4.00, og klokken 4.30 vækkede Johannes mig så, fordi der var en tung prusten få centimeter fra hans hoved. I sin halvsovende tilstand troede han, at det måske var en bjørn, men vi var jo uden for bjørneland, og jeg kunne høre reners karakteristiske klikken fra hovene. Johannes åbnede teltet og så 8-10 rener stå så tæt som to meter fra teltet. Om morgenen var jeg nede og vaske mig ved bækken, da der kom en ordentlig flok rener (måske 40-50) tæt forbi teltet i løb. Johannes sad i teltet og så dem igen på meget tæt hold. Spændende at opleve.

Klokken 10.00 gik vi forbløffende friske på trods af nattens mangel på søvn af sted henover kanten af sletten, til vi mødte stien fra Rapadalen op mod Skárjá. Kort efter kom vi til en lille knold, hvor vi gik op for at nyde udsigten. Det må være den, der hedder Bielavárásj. Her sad et svensk ægtepar med deres voksne søn og så på en elg på den anden side af dalen. Vi kom dog trods vores kikkert aldrig til at se den, for den forsvandt ind imellem nogle træer. Manden fortalte, at de dagen før havde set ikke mindre end tolv elge på én gang, og jeg kvitterede med at oplyse, at vi skam havde haft rener ved teltet i nat! Det havde han nu nok prøvet over hundrede gange ... Nå, men det gjorde jo ikke væres oplevelse mindre.

Vi gik videre, men nåede heldigvis kun lige ned fra knolden, før den unge mand kom løbende med Johannes’ solbriller, som han havde glemt i græsset. Senere diskuterede vi, hvor langt væk vi skulle have være nået, før han ikke ville være taget tilbage efter dem. Turen gik videre i sol og varme ind til den legendariske Tjågnårisjågåsj, der til tider kan være svær at vade. Vi mødte to svenskere, der gik med 40 kilo hver. De havde et komfortabelt firemandstelt og spiste ikke tørfoder, men friske råvarer. De spøgte med, at folk flokkedes om teltet, når de slog det op, og spurgte, om ikke discokuglen skulle op!

På grund af de utætte vadesække havde vi besluttet at vade barfodede i crocsene. Men vi havde ikke tænkt på, at crocsene var købt lidt store i det, så vi kunne have vores sokker i. Johannes gik ud i jokken, og pludselig tabte han den ene sko! Den flød rask ned ad strømmen, og jeg var ved at indstille mig på at skulle løbe efter den på bredden. Én vadesko i Sarek er ikke godt, og Johannes så også lidt bleg ud. Pludselig forsvandt skoen i vandmasserne, og jeg rodede efter den med vandrestaven. En gruppe unge tyskere havde netop passeret jokken den anden vej, og en af dem havde set, at crocsen sad i vandet, kilet fast ved en sten i de skummende vandmasser, og han fik fisket den ind. Jeg gik over på den banke midt i jokken, hvor Johannes stod, og gav ham skoen, så han kunne fortsætte det ikke helt ufarlige vad. Det sidste stykke fik vi taget sokker på i crocsene, så de sad bedre fast (ret indlysende ide, egentlig), og det fungerede fint.

Vi gik over broen ved Skárjá, kiggede ind i nødhytten, men gik hurtigt videre og var i lejr ved 18-tiden. Johannes blev helt mat de sidste par kilometer, det virkede lidt som et mindre solstik eller måske lavt blodsukker. Varmt var det i hvert fald på det tidspunkt. Vi fandt en god teltplads cirka 500 meter længere oppe. Der er ikke så meget vand her, men det lykkedes dog at få fat i noget. Igen koldt til aften, og blæst. Vi er trætte og står først op klokken 9.00 i morgen. 

Fredag den 5.8.        

Skárjá-Guohper: 10½ km, 5½ time
Højdeforskel: + 166 m, - 147 m

Johannes’ mobil vækkede os klokken 9.00, og det var stadig koldt og blæsende. Vejret så også noget truende ud mod sydøst i Bastavágge og Rapadalen, hvor der lå store, tunge regnskyer. Men vejret ikke bare holdt, det blev endnu en dag med strålende sol! Vi var ret udmattede og havde begge to ondt i lænden. Vægten er gået noget ned, men alligevel har jeg mindst 30 kilo og Johannes 20 kilo. Jeg sov også uroligt og havde svært ved at falde i søvn, fordi jeg troede, at en lemming var ved at gnave sig ind til vores mad. Det var nu blot teltet, der gav sig lidt i blæsten.

Vi kan godt mærke, at vi tærer på vores depoter, og især Johannes er hele tiden sulten. Vi har omorganiseret madforbruget og har lagt ruten om, så vi kommer til Änonjälme en dag før tid. Det betyder, at vi i alt tre gange vil kunne spise aftensmad også til frokost, og det gjorde vi så første gang i dag. De mistede aftensmåltider erstatter vi så ved at købe noget mad i Kisuris og til sidst i Akka. Vi har to overliggerdage tilbage, fordi vi har droppet at bestige Niják, som vi ellers havde pønset på. Den ene bruger vi på det sted, vi når til i morgen.

Til en afveksling skal vi ikke bruge hviledagen til en toptur, men vil i stedet slappe af og lade vores ben og ryg hvile sig. Den anden overliggerdag tager vi ved slutmålet Akka, medmindre det en dag bliver så dårligt vejr, at vi hellere vil blive i teltet. Men selvom der i skrivende stund falder enkelte regndråber på teltdugen, kan vi se, at det blot er udkanten af et nordgående regnområde, der trækker op over det østlige Sarek, hvor vi kommer fra. Så vi håber fortsat på strålende sol i morgen, for himlen er blå i den retning, vi skal gå.

Vi har oplevet noget lidt underligt: Vi spiste blåbærsuppe på vores første aften i Sarek og lagde os derefter ned i teltet. Og fik begge to halsbrand, som ingen af os ellers har særlig tendens til. Det mærkelige er, at jeg har haft det hver dag lige siden, og Johannes har haft det lidt til og fra. Det er lidt ubehageligt, men har ikke nogen særlig indflydelse på turen. Det ville vabler derimod have, men dem har vi ingen af. Vi plejer fødderne med Camferine hver aften og har også støvler i tilpas størrelse. I det hele taget har vi det strålende, når man lige ser bort fra lidt ømme rygge og knæ. Det er i øvrigt komisk, at vi har midler mod næsten alt, selv halsbetændelse, men altså ikke lige mod halsbrand.

Turen i dag gik over toppede græsmarker og større myrområder, afbrudt af blokmark og i starten en del videsnår (pilekrat). Vi var ved at kløjes i et af disse krat, som voksede mellem store stenblokke, og jeg havde mine problemer på grund af den store rygsæk og alle vægtforskydningerne. Men snart efter kom vi lidt længere op ad bjergsiden og fik fart i støvlerne igen. Denne dal er meget mindre befærdet end de øvrige, vi har vandret, men vi mødte dog fem-seks vandrere, hvor vi krydsede en lille gletsjerjok. Det er de eneste, vi har set i dag, og rensdyr er der muligvis heller ikke så langt inde i dalen, eller også har de blot ikke besøgt os endnu.

Lejrpladsen, vi har fundet, ligger højt over dalens bund med en fantastisk udsigt til alle sider – bagud dog mest opad, da vi ligger under en lille, navnløs top lige øst for Guohper. Vi ligger på et plant græsplateau, og der er en naturlig lille dagligstue dannet af store og mindre klippeblokke, hvor vi har ryglæn og kan sidde i læ for vinden. Vi ser ned over Guohpertjåhkås løb med deltaet i en skriggrøn dalbund. Der er meget frodigt, og det leder tanken hen på kinesiske rismarker. Bare uden et menneske. Til aften så vi en regnbue lige ovre på den anden side af dalen. 

Lørdag den 6.8.        

Overliggerdag – Guohper: -
Højdeforskel: - 

Vi stod op kl. 8.00 og skulle egentlig have været videre et par timer senere, men jeg kunne mærke, at jeg trængte til at hvile min krop. Desuden lå vi i den bedste lejr, vi har haft på denne tur, og derfor foreslog jeg, at vi tog overliggerdagen her. Johannes var enig, og derfor har vi daset i lejren hele dagen. Også i dag begyndte vejret med skyer, og i går aftes og i nat regnede det faktisk lidt. I morges hang skyerne næsten lige over hovedet på os, men der var små blå stykker himmel bagved, og langsomt trak skyerne væk, så det blev til en herlig solskinsdag igen.

Vi har drukket te, daset, taget et par billeder og siddet i vores sofaarrangement af sten. Der har kun været ét menneske forbi i dag – en ældre mand, som passerede 100 meter neden for lejren. Til eftermiddag lagde vi os ind og fik en morfar på en time og vågnede i et 28 grader varmt telt. Bagefter tog vi turens første spil yatzy. Johannes har stadig en glubende appetit, men maden kan vist lige række, til vi kan supplere i Kisuris.

Søndag den 7.8.        

Guohper-Låvdakjávrásj: 16 km, 6½ time
Højdeforskel: + 305 m, - 400 m

Vejret var anderledes i dag. Efter seks dage med sol var i dag noget mere blandet. Men der kom først regn ud på eftermiddagen, og da næsten ingen ting. Det er derimod blevet koldt om aftenen, i nat var vi nær frysepunktet. Klokken 7, da telefonen vækkede os, var vi lidt trætte. Men vi skulle jo videre ud af Guohpervágge og gik klokken 9.00 af sted, først henover det lange blokfelt under Guohper og så svagt nedad gennem den frodige dal. Elven slynger sig gennem stærkt grønne eng- og sumpområder i bunden af dalen, og vi går ret tæt på vandet (omkring 800-meter-kurven), undtagen når der er for sumpet – så bevæger vi os lidt op ad bjergsiden.

Teltet ligger nu på en slette neden for dalmundingen, og her klokken 20.30 er solen kommet frem igen. Vi regner med at gå til Kisuris i morgen.

Mandag den 8.8.        

Låvdakjávrásj-Kisuris: 19½ km, 7½ time
Højdeforskel: + 277 m, - 456 m

Vi startede vandringen lidt i 9. Hård opstigning fra plateauet over en bakke (omkring hundrede højdemeter) og så hen ad ret ujævnt, men nogenlunde terræn. Vi er jo ude af de smalle bjergdale nu og går på græssletter og store bakker. Powervandring uden den store snak.

Vi skulle vade Sierggajåhkå i støvler, og det holdt lidt hårdt, men det lykkedes at komme over, jeg dog med en våd venstrestøvle. Johannes går rask til, det kniber faktisk ofte for mig at følge med. Bortset fra at vores træthedsstatus nogle gange skifter, så det i stedet for er mig, der er hurtig. Men som regel er det ham, der spurter.

Vinden blev koldere, mens vi spiste frokost bag en klippeblok, og der var mange truende skyer, men regn fik vi ikke noget af. Oppakningen virkede for mig tungere og tungere, og Johannes insisterede på, at vi tog en energidrik ved Gisuristerrasserne, nogle enorme aflejringer af grus. Så var jeg pludselig helt frisk! Til gengæld havde Johannes brændt meget af krudtet af – det er godt, vi kan skiftes til at være trækdyr. Kort efter kom vi til en sænkning, hvor elven Sjpietavjåkha løber dybt nede. Der lå to svenske fyre i telt på den anden side, og vi var også interesserede i at krydse elven, fordi det ville skære et par kilometer af turen. Der var dog for dybt til støvlerne, men de fortalte, at vi bare skulle et par hundrede meter længere ned. Af sted gennem pilekrat og over stenblokke, til vi krydsede elven og gik op gennem ret tæt pilekrat, indtil vi fandt en sti til Kisurisstuen, som jo var dagens mål.

Elven danner på det sted grænse mellem Sareks og Padjelantas nationalparker. På det sidste stykke gik vi ad en markeret sti i udmærket vejr, men med en stiv kuling ind fra siden, og på de sidste kilometer havde vi minsandten svært ved at finde vejen til stuen, og gps’en teede sig og ville ikke viser det, der måtte være den rigtige retning (men dog gerne positionen). (Senere har vi fundet ud af, at man bare skal zoome på den, så peger pilen igen rigtigt).

Forvirringen var ikke med til at løfte stemningen, og pludselig gjorde skuldre mv. ondt, men til sidst kom vi frem til stuen, som imidlertid ikke helt levede op til vores drømme. Vi havde jo fablet om cola og Toblerone og et ordentligt måltid mad, men udvalget var meget begrænset i den primitive hytte. En cola fik vi dog, og så købte vi tre røgede ørreder og to ruller chokoladekiks af stueværten. Pris: 240 kr. Ja, det er godt at have lidt kontanter med. Ligger nu i teltet i en birkeskov i nærheden af stuen. En ret hård dag.

Tirsdag den 9.8.        

Kisuris-Änonjälme (Ritsem): 17½ km, 6 timer
Højdeforskel: + 135 m, - 273 m

Vi stod op klokken 8.30, og da grøden nu var sluppet op, var morgenmaden blevet til det sidste knækbrød plus to kopper suppe hver. Efter morgenrutinerne med mad, nedpakning og lidt gymnastik tog vi af sted kl. 10.20 – ret sent i forhold til normalen, men tidligt nok i forhold til etapen. Ud gennem den tynde, spredte birkeskov, der vokser omkring stuen, og ned til broen, der går over Sjpietavjåkha, og derefter broen over Sjnjuvtrudisjåhkå – altså lige et smut ind i Sarek igen, inden vi kom ud i Stora Sjöfallets Nationalpark, hvor Padjelantastien fører en til Akkastuerne.

En god nats søvn gør underværker, og vi gik rask af sted, nu i fladere landskaber med lange udsigter. Stien er let gået og veltrampet, og efter Sarek er det nærmest som at gå på et fortov. Det er en speciel oplevelse at stige ned fra bjergene og lægge de sidste 11 dages fjeldliv bag os. Vi er lidt vemodige og længes allerede tilbage til Sareks storslåede natur og store ensomhed. Efter lidt tid mødte vi tre unge fyre, som var på vej i den modsatte retning. De kunne se på os, at vi kom fra Sarek (det er nok noget med rygsækkenes størrelse og skægstubbenes længde) og spurgte os lidt om vandstand osv.

Mod slutningen af stien, to kilometer før Akkastuerne, kommer man til strømfaldene på Vuojatädnoelven, som er utroligt vandrig. Et meget smukt sted, ikke mindst fordi solen nu var helt fremme efter lidt skyet vejr. Kort efter nåede vi hytten, som ligesom Kisurishytten er helt simpel og uden butik – og mad. Derfor besluttede vi os for at tage aftenbåden til Ritsem for at sove der indtil fredag. Johannes har haft lidt ondt i halsen de seneste par dage, så vi har indlogeret os på vandrerhjemmet i Ritsem, hvor vi skal være i to dage, før vi på fredag tager bussen hjem.

Sludrede lidt med at par svenske fyre, der havde gået Padjelantaledens 136 kilometer på fem dage, i dag havde de gået 30 kilometer. Det er ret hurtigt, men jo også ad gode stier. Sejlturen til Ritsem tager over en time, fordi båden først lægger til i Vaisaluokta, som ligger nordvest for Änonjälme. En fin tur. Vi sagde til billetdamen, at vi var på vej over og melde os ind i turistforeningen og sparede en del penge på billetten. På vandrerhjemmet meldte vi os så ind og købte godt med slik, en pizza, en sær bøfret, et par colaer og lidt andet, før vi indlogerede os.

Onsdag den 10.8.        

Ritsem-: -
Højdeforskel: -

Næste gang vi skal gå denne tur, vil vi gå den omvendt, for det ville være bedre at komme for tidligt til Saltoluokta. Der er der en hyggelig fjeldstation, proviant og bedre muligheder for at gå nogle gode dagsture. Og vi er faktisk ikke sikre på, at det ville være dyrere at bo på fjeldstationen. I hvert fald var vandrerhjemmet ikke billigt og særligt ikke færdigretterne, som vi selv varmede i køkkenet. Nå, men så lærte vi det, og i dag gik vi bare lidt rundt omkring Ritsem, bl.a. op til en sti, der går helt til Norge, hvis man fortsætter længe nok. Det var jo kun nogle uger efter massakren i Oslo og på Utøya, og nogen havde lagt blomster og et postkort, der udtrykte medfølelse med ofrene.

Torsdag den 11.8.        

Ritsem-Änonjälme-Vaisaluokta-Ritsem: 7½ km (vandring)
Højdeforskel: -

Sidste dag. Vi tog middagsbåden tilbage til Änonjälme og gik de godt 7 kilometer til Vaisaluokta. Det er en meget hyggelig lille tur ad stier og spanger parallelt med vandet. Vi så elgekskrementer og håbede jo på at få et glimt af en elg, men det blev kun til nogle rener.

Vaisaluokta er et lille samfund, der kun er beboet om sommeren, men kåter, hytter og huse ligger ret spredt i skoven, så man ser ikke meget til de cirka 200 samer, der bor der. Vi sludrede vi lidt med et par stykker ved de to kirkekåter, den ene var ved at vedligeholde det fritstående klokketårn. Som så mange små samfund havde de problemer med at holde på de unge, som hellere vil være i Gällivare, så mens de voksne og børnene boede i Vaisaluokta hele sommeren, så de kun de unge i nogle uger. Vi havde stadig lyst til at købe tørret renkød, og her var der tydeligvis også nogen, der var interesseret i at sælge både det og fisk. Der var skilte fra stien ned gennem skoven, faktisk for hver 10-15 meter, men da vi nåede hytten, viste det sig, at det tørrede renkød var en vakuumpakket renpølse fra supermarkedet i Gällivare eller måske ovre fra Ritsem, og sådan en havde vi allerede.

Fra Vaisaluokta gik vi op ad en stejl sti, der fører op til Padjelantastien, bare lige for at sige farvel til fjeldet. Og så aftenbåden tilbage over Akkajaure til Ritsem, hvor bussen næste dag kl. 9.00 kørte os tilbage til Gällivare til alle vores tog hjem til Aarhus.

Vi var stadig i en lidt mærkelig stemning og ville ønske, at vi kunne blive fløjet ind i bjergene igen, så vi kunne slå teltet op. Vi savnede allerede Sarek. 

Billede af: Pieter Kuiper