Nye indlæg i forum

    • Buzkashi's Avatar
    • Har du forslag til Outsite?
    • Hej, ved ikke om det har været diskutteret før, men en køb og salg kategori, i forummet, kunne være en god idé?
    • gurli's Avatar
    • Vandring i Sverige
    • Jeg tror det er vigtigt, at tilrettelægge ture så man ikke nødvendigvis SKAL gå 40 km på tre dage. En seksårig kan sikkert godt,...
    • Milho's Avatar
    • Opdatering af profil
    • Der er ingen "felter der skal udfyldes" men... Man skal udfylde signaturen, før det hele virker. Vi arbejder på at løse problemet....
    • Urban packrafter's Avatar
    • Sovepose(r) til vinterbrug
    • Ja den er kommet og virker ret lækker. Jeg skal nok give en tilbagemelding når jeg har testet den. Muligvis Jeg får jeg mulighed...

Se flere »

Outsite sponsorer

Opret gratis bruger

Opret gratis bruger på Outsite.org. Læs gratis artikler, gratis vandreture osv.

outdoor hjemmeside

Opret gratis bruger her...

Køb adgang til Outsite +

Gratis vandreture, store rabatter, masser af inspirerende artikler og bøger mm.

koeb-adgang-til-outdoor-klub

Køb adgang her...

Turkalender

December 2014
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31

Hvem er online

Vi har 418 gæster og 8 medlemmer online

Tilmeld nyhedsbrev

Brugervurdering: 4 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne inaktiv
 

En vandring fra Beograd til Athen

Kludetæppet på Balkan. Havde et par gange besøgt Beograd og oplevet lidt af Serbien. Har familie udstationeret i Beograd, så gennem dem kendte jeg lidt til landet. På diverse udflugter fik jeg ideen til at vandre sydpå for på den måde at komme væk af vejen og opleve landet – ude på landet. Ville passere gennem Serbien, Markadonien og Grækenland. En vandring på ca. 1200 km. 

 

Efter et par dages hygge i familiens hjem fik jeg samlet mit grej og begyndte vandringen ud gennem Beograds forstader. Datoen var 1. september 2012.
Byen er bare stor, og det tog det meste af en dag at komme igennem.
Beograd er hovedstad i Serbien og var Jugoslaviens hovedstad fra 1919 til 2003. Byen ligger på bredderne af floderne Sava og Donau.
Kunne se på kortet at bjergene lå syd og østpå. Imellem var der åbne sletter og diverse dale, samt jernbanen og motorvejen. Planen var at følge dalene væk fra de store landeveje og følge de helt små sydpå.

Dagen gik sin vante gang og efter at have krydset motorvejen via en bro åbnede landskabet sig langsomt op. Her på den østlige side begynder bakkerne allerede at dukke op. På den vestlige side er der fladt som en stegepande. Havde et bil kort der dækkede ned til den Græske grænse. Det var godt nok og viste de fleste små og større landsbyer. Regnede med at finde overnatning og mad efterhånden som jeg kom frem.
Det går næsten for hurtigt. I morges vandrede jeg ud af storbyen med alle de fristelser en sådan storby kan byde på. I løbet af dagen var det som om at tiden blev drejet en 30-40 år tilbage. Folk boede i små landsbyer eller i huse ude på landet med marker og enge til alle sider. Simple huse bygget af træ, beton med blikplader som tag eller en eller anden form for strå. Folk var klædt i store gevandter.
Der var i landsbyerne ofte små butikker med det mest nødvendige, en del små restauranter og en masse teboder eller caféer. Sproget er svært og næsten ikke til at udtale, det samme med bynavnene. Det er kun få der kan lidt tysk eller engelsk, men det går. Folk er nu alle vegne utrolige flinke og nysgerrige. Så tegnsprog samt papir og kuglepen kommer flittigt i brug. Mange er meget ivrige for at vide hvad jeg og folk i vesten syntes om Serbien og især om det Serbiske folk.
Det er som om der hviler en kollektiv form for skyld og skam over folk. Overfor det der skete under krigen. Mange blev berørt og mange folkeslag fra alle egne blev drevet rundt i krigens dønninger.

De små landeveje snoede sig rundt i dalene eller lidt oppe i de grønne bakker. Der er begyndt at komme en del skov ofte af fyrtræer af en slags. Trafikken kan være tung og folk kører mildt sagt som død og helvede, så det er med at være årvågen og komme helt ud i rabatten.. Vejret er fint med dufte af gran og jord. Solen skinner med en temp. sidst i tyverne.
Rygsækken er min gamle Helsport, den er en stor sag, - men den sidder godt på ryggen. Grejet er sommer kluns tilført vind og vandtæt samt en god fleece. Uld undertøj samt en bredskygget hat, og hue og vanter - bare for en sikkerheds skyld. I bæltetasken hænger 2 vandflasker og i tasken er der alle de småting som jeg kan få brug for over dagen. Ligeledes med Akto teltet, soveposen og det oppustelige underlag.
Finder som regel overnatning på små pensionater, kroer eller hos private folk.
Kursen er næsten syd så det er ikke så svært. Alt er meget fremmed. Det lokale alfabet er kyrilsk, som i Rusland. Og det gør det ikke just lettere at finde vej, - selvom det ofte staves på 2 måder.
Vandre afsted fra landsby til landsby og kommer nok op på mellem 25 og 30 km om dagen. Vejret er forsat fuld sommer med gradvis stigende tempereture.
Bare det at vandre af sted med sækken på nakken, er frihed i sig selv. Du aner ikke hvad der kommer til at ske, - selvom det ofte er det samme der sker. Du er helt alene på vejen, og har tid nok til at iagttage, hvordan landskabet skifter karakter, efterhånden som det glider forbi. Timerne går let, og hurtigt bliver det klokken12, så spiser jeg en energibar eller to, noget brød med pølse og ost og får noget vand. Ved 16-17 tiden skulle der gerne dukke en by eller et overnatningssted op. Det gør der som regel, men det kan ske at der skal vandres en time eller to mere.
Ellers har naturen været flot. Et grønt bølgende landskab af bakker dækket med skov, store og små dale med små landsbyer. Ofte ses rovfugle svæve rundt i store cirkler. Det er utroligt dejligt at vandre i et landskab hvor linjerne overalt er brudt af høje bakker og dybe skove. Skovene er svalende og skyggefulde at passere, og de dufter af harpiks og træer.
Turen gennem bjergkæden tog 2 dage og var noget helt nyt og flot. Dalene var særdeles smalle, og de grønne bjerge strakte sig stejlt op på begge sider. Der var lige plads til floden og landevejen. Ofte var der heller ikke plads til meget kørebane, så vejrabatten måtte i brug. De fleste steder er vejen dog god og godt afmærket. Mange steder i dag var der gang i arbejdet med at vedligeholde vejene og bjergsiderne. Det drysser ofte med små og store sten. Store bjergvægge er plastret til med net og andre forhindringer for at holde på de løse brokker.

Oppe på skråningerne vader køerne rundt med en klokke om halsen.
Høsten er også her i fuld gang, og der er mange blomster, bl.a. store solsikkemarker. Vejret har været, som det plejer, dvs. sol og sommer med temperaturer over 30 grader.
Lige nu er det dog tordenvejr og regn. Man kan fornemme hvordan tordenskraldene ruller rundt i de omkringliggende dale.
Naturen var blød og venlig og mange herlige farver med de høje bjerge i det fjerne. Vinden duftede af blomster og nyslået korn. Så fire store rovfugle lette samtidigt fra en mark og svæve i store cirkler omkring mig, lille menneske. Storslået.
Videre gennem enge med køer, uden klokker, - op gennem dybe skove, hvor alt bare var grønt og brunt. Mange rovfugle svævede rundt over bakkerne. Hele tiden opad. Udsigten var over resten af det store område. Efter to stejle pas overgange gik det omsider nedad mod nogle spredte huse, hvor et af dem var et hotel. Der var 4 1/2 time til næste mulighed og klokken var 14. Her fik jeg det sidste værelse, knageme heldigt.
Vandringen var meget meget flot. Over rigtig mange bjergkæder; jeg kunne nogle gange tælle 9 bag hinanden. Bjergene var dækket af skov, ofte tæt granskov, der duftede af harpiks og våd muld. Vejen gik op og ned i et væk, og stigningerne var ofte stejle. Det gik over enge og græsmarker, dækket med lyng i fuld blomst. Hvor der var sol og lys, voksede der et utal af blomster og gevækster. Nogle kendte jeg hjemmefra, men mange var fremmedartede. Luften var fuld af blomsterdufte. Luften var så ren og klar, at jeg følte jeg drak den fineste vin. Sigtbarheden var stor, men ofte snød den en. Et bjerg jeg troede lå 5 km. væk - lå i virkeligheden 20 km væk.
Vandringen skete i 600 - 1300 meters højde. Der var så højt til himlen og så stille, at jeg kun kunne høre vindens sagte vislen. Der lå spredte gårde og små landsbyer de mærkeligste steder. Livet i alle dets former var til stede overalt. Og der var så grønt, så grønt.
Der er underligt som forskellige befolknings grupper bor så det ene sted så det andet. Nogen landsbyer har kirkespir andre minerater. De er forskelligt klædt, bygger anderledes end den forrige landsby, har andre husdyr. Der er stor forskel på de ortodokse katolikker og deres muslimske landsmænd. Mangel på respekt er slående, eller sagt på en anden måde – de kan ikke fordrage hinanden.
Ruten har været igennem eller i nærheden af følgende byer: Kaludenrica, Beli Potok, Panja, Mildenovac, Topova, Kragujevac, Nis, Leskovac, Vuje, Vranje.
Det er ved at blive godt lunt her den sidste uge i september. Temperaturen er stigende fra en 26 grader til hen imod 36. Prøver at komme afsted ved 8 tiden inden solen rigtigt får magt.
Langsomt nærmer jeg mig storbyen Nis. Har svært ved at komme udenom. Bryder mig ikke store byer. Kan dog få vasket mit grej og få handlet lidt mere ind i butikker med et større udvalg. Finde en stabil internet cafe. Og måske møde andre langdistance vandrere, - har indtil nu ikke mødt en eneste.
Har sendt akto teltet hjem, har ikke brugt det en eneste gang, og letter rygsækken med 1 1/2kg.
Det er heldigvis ikke noget problem at skaffe vand. Alle steder er der kilder, floder eller offentlige brønde. Vandet er utrolig frisk og koldt og smager bare godt.
Kom godt gennem Nis. Fik ordnet forskellige gøremål, samt fik hentet post og sendt e-mails hjem.
Nærmer mig så småt Græsk territorium. Den sidste provins Makedonien skulle være mere ”Græsk” end Grækenland. Det bliver sjovt at komme til et nyt land.
Havde ellers planer om at vandre igennem Kosovo, - men så mange havde advaret om at det ikke var klogt. Min svoger der er øverste chef for FN’s sikkerhedsstyrker i Serbien m.m., havde også frarådet mig at passer igennem Kosovo.
Der er en del udbrændte huse og brandtomter spredt mange steder.
Er de sidste dage vandret langs med floden Vardar, som på kortet skulle fører ind over grænsen til Grækenland.
Makedonien er en stor sammensmeltning af forskellige kulturer, - et rigtigt kludetæppe. Landet er præget af græsk, serbisk, bulgarsk og albansk kultur. Denne sammenblanding har produceret en helt speciel og fascinerende kultur. Man finder alt fra tyrkiske basarer til ortodokse kirker, og ydermere er landets natur helt fantastisk smuk. Mange taler bulgarsk og alfabetet er også nyt. Befolkningen er meget imødekommen og venlige.
Farverne i bjergene og i skoven er ved at skifte til efterårets brag af gule, brune, røde varianter. Folk er alle vegne ved at køre stakke af brænde til huse. Kornet er høstet og der er kun vinterafgrøderne tilbage på markerne.
Solen skinner bare så man tror det er løgn. Skyer i spredte formationer i morges, drevet af en solid vind fra sydøst. Ellers er himmelen som et stort blåt maleri. Landskabet er bølget og vredet som et åbent hav. De brune farver slår klart igennem, og når skyerne trækker skygger er der sorte kontraster til farverne i landskabet.
Er nu tæt på grænsen. Grænsebyen hedder Gevgelija. Er nu over halvvejs og glæder mig til at opleve det nordlige Grækenland. Vandre af små landeveje sydpå, motorvejen eller M1 som den hedder på kortet, drøner ikke langt væk.
Passerede grænsebommen til Grækenland i morges. Ruten er foreløbig mod den store havneby Thessaloniki. Det er søndag D.30 september. En god dag at vandre. Det er weekend og trafikken er sparsom, folk holder fri og jeg har det hele mere for mig selv. Landskabet er det samme. Bjerge rundt omkring med skove og dale. De store sletter med motorveje, hoved lande veje og jernbanen. Ude i perforien de mindre veje med små og større flækker. Sproget og alfabetet er igen skiftet og som sædvanligt fatter jeg ikke en bjælde. Det skal nu siges at der også er skilte med almindelig skrift. Hvor min vej falder forbi på landet er folk lige så fattige som de foregående lande. Befolkningen virker nu mere trist og grå.
Skoven er dækket af fyr og gran. Duften er stærk af harpiks og cikadernes knitren er overalt. Har fundet nogle småveje der fører sydpå.
En typisk dag kunne være. Op ved 7 tiden. Pakke og gøre alt klar til afgang. Som regel kunne der på overnatningsstedet fremskaffes en eller anden form for morgenmad. I de fleste småbyer eller flækker fandtes der cafeer, små restauranter, bagere, en lille købmand eller lignende. Hvis der på kortet ikke fremkom nogen by halvvejs, forsøgte jeg at proviantere lidt pølse, ost, brød og frugt til frokost om morgenen eller aftenen før. Prøvede at nå en 16-20 km inden kl.ca 13.
De nævnte småveje fører desværre for meget vestover, så jeg må finde vej ned til sletten og fortsætte af andre småveje mod Thessaloniki. Det er den mest direkte vej sydpå. Har herefter valget at vandre gennem store landbrugsområder eller prøve at følge kysten. Vælger det sidste, og kan derfor lige så godt slå en krølle og besøge storbyen. Har fulgt en stor flod på det seneste. Den løber med to motorveje på begge sider. På den østlige bred er der en ældre landevej der zigzagger mellem disse.
Thessaloniki er på én gang en charmerende og en ucharmerende by. Den meget lange brede havne esplanade, hvor byens vartegn "Det Hvide Tårn" fra det 15. århundrede knejser, er helt skøn. Om søndagen går det meste af byens befolkning frem og tilbage her langs havet i deres fineste skrud. Langs esplanaden ligger café på café, hvor de unge smarte viser den sidste nye mode frem.
Hovedgaderne, der skærer sig parallelt gennem Thessaloniki er et inferno af biler og støj. Det kan som regel betale sig at gå frem for at tage en taxa. Men i sidegaderne er der markeder og små torve at gå på opdagelse i. Og det er også her alle de små billige hoteller findes.
Den mest romantiske del af Thessaloniki er den gamle tyrkiske bydel, der ligger i højderne over byen. Her er smalle gader, gamle huse og en helt fantastisk udsigt over by og hav foruden et bredt udvalg af restauranter og barer.
Nå – efter et par dage måtte jeg videre. Fandt vejen mod havet og fulgte den sydpå.
Vandrede efter følgende byer: Katerini, Stomion, Larisa, Lamia, Martinon og Athen.
Folk i de mindre byer er flinke og venlige. Nysgerrige og undrende – hvad laver jeg dog her, - og hvor er jeg på vej hen. I de større byer er jeg flere gange blevet mødt med mistro og folk spørger uvenligt om jeg er tysker….
Når jeg så fortæller at jeg er fra ”Danimarka” er der smil og velkommen til Grækenland. Godt jeg ikke har et tysk pas.
Man kan godt se at krisen kradser her til lands. Folk er grå, byerne er grå – der mangler simpelthen farver. Utrolig mange butikker er lukkede eller står tomme.
Det er en stor tilfredsstillelse at vandre afsted. Du er kun dig selv og kan gøre lige hvad du har lyst til. Du står kun til regnskab for dig selv og din skaber. Glæder mig hver dag til at spænde støvlerne, krænge dyret på ryggen og vandre ud i verden. Den simple vandring er det der betyder mest for mig, det er den der står i forreste række. Målet er vejen og vejen er målet.
Videre mod syd. De små veje langs kysten er alle tiders. Næsten ingen trafik og synet over havet og lyden af bølgernes skvulpen er svært beroligende.
Der er mange steder rester af ruiner, søjler og gamle byer. De ligger spredt overalt og man støder på fortidsminder alle mulige steder.
Byer store som små ligger som perler på en snor langs kysten. Tydeligvis er mange godt besøgt af turister - lokale som fremmede i sæsonen. Den er heldigvis næsten forbi og mange steder er ved at lukke for vinteren. Det har ikke været noget problem at finde overnatning. Overalt får jeg rabat, folk er meget ivrige for at tjene lidt mønt da der ikke er mange overnattende gæster. Krisen kradser mange steder.
Det er underligt som ens sanser bliver forstærket i en næsten uhyggelig grad når man vandre afsted over lang tid. Har oplevet det før, men det virker lige stærkt hver gang. Oplever især at hørelsen, synet og lugte bliver skærpet. Ja faktisk alt hvad der sker omkring mig bliver opfattet i et nu. Det sker også tit når vandringens langsomme evige tilbagevendende skridt bare fortsætter ud i det blå, at benene ligesom fortsætter af sig selv – og hjernen slår på stand by. En fed fornemmelse faktisk – noget i retning af den stilhed du kan finde under meditation.
At vandre langt er en frihed der er svær at sætte på ord. Du er kun dig selv og må møde verden lige her og nu.
Folk kan på en eller anden måde aflure at du ikke er en almindelig turist, men et menneske på vandring, - en pilgrim i en eller anden forstand. Trods store kulturelle forskelligheder fornemmer jeg en form for respekt.
Nå, - jeg må videre mod syd. Vejen forlader kysten og stiger op mod bjergene som passeres via et højt pas.
………
Den 2. november stod jeg på toppen af Akropolis og havde hele Athen spredt rundt omkring. Himmelen var klar og det var et godt sted at få sagt farvel til Grækenland og Balkan.

Trold.