Nye indlæg i forum

Se flere »

Outsite sponsorer

Opret gratis bruger

Opret gratis bruger på Outsite.org. Læs gratis artikler, gratis vandreture osv.

Køb adgang til Outsite +

Gratis vandreture, store rabatter, osv. Køb adgang her...

Foredrag on-demand

erik b on demand12/4 kl. 10:00 

Translate Outsite

Danish Arabic Czech Dutch English Finnish French German Icelandic Italian Norwegian Polish Portuguese Russian Spanish Swedish

Hvem er online

Vi har 271 gæster og 4 medlemmer online

Tilmeld nyhedsbrev

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 

Solovandring i Sarek

"Allein, allein" Del 2

En solovandring i svensk Lapland, over kæmpefjeldet Akka og videre gennem hele Sarek fra nord til syd. Målet med turen var at være alene, væk fra stier, huse, telefonforbindelse og andre tegn på civilisation, og så at bestige en masse toppe. Det gik nu alligevel ikke helt som planlagt…

Dette er anden og sidste del af beskrivelsen. Første del findes her: http://www.outsite.org/jeg-var-ude-i-naturen/155-solovandring-i-sarek

Dag 4 – Rapadalen og rovdyrstorvet

Jeg kan høre fuglefløjt, og et lille vandløbs rislen tæt på. Jeg går ud af teltet på bare tæer for at tisse, og opdager straks at jeg er øm i benene. Ikke så underligt efter de sidste par dages maraton distancer. Den krystalblå sø Pierikjaure lyser flot op og højsletten omkring søen er helt anderledes grøn og indbydende end sareks nordligste højslette, Kassalako. Her er fuglefløjt, blomster og bløde, bløde græsmarker. Lige øst for teltlejren og næsten tusind meter over mit hoved kan jeg se toppen af Pierikpakte, det såkaldte ”galningebjerg”, og det var egentlig dér dagens etape skulle gå til. Men efter uheldet med vandrestaven, uheldet med knæ, håndled og kamera, samt den lidt for spændende kamvandring mellem Sarek Nordtop og Sarek Stortop, er det slut med topturene.

pierikjaure

Morgen ved Pierikjaure

Jeg gumler müsli, bæller kaffe, fylder drikkedunken med energidrik, lommen på hoftebærebæltet fyldes med energibarer og tørret kød og andet snask. Vandreskoene kommer på, og de er heldigvis tørre. Så skal der trykkes i mellemgulvet, børstes tænder, og pakkes ned. Jeg kigger mig omkring, og kun en anelse fladt græs afslører at der har været besøg her. Jeg kigger med kikkerten over søen til stien på den anden side for at se, om der skulle være andre mennesker i nærheden. Jeg ser ingen. Afsted går det over højsletten Pielavalta, og bortset fra at mine fødder endnu engang bliver våde ved krydsningen af elven fra Pastavagge, så går det rask derudaf. Langt væk ses Kuopervagge med den markante top Kuoper tydeligt:

kuoper kuoper

Det markante fjeld Kuoper set fra Pielavalta

Snart åbner et enormt hul sig op. Jeg er kommet til kanten af Rapadalen, den vel nok mest berømte/kendte dal i Sarek.

Her er en sti, en rigtig sti, endda med et par varder her og der så man ikke er i tvivl om, at det faktisk er en sti og ikke en dyreveksel man går på. Jeg skal videre mod syd og overvejer at forlade stien straks, søge ned i Rapadalens vildnis, og følge elven dernede. Men jeg vælger at blive på stien der fører op mod Snavvavagge, og så krydse Rapadalen længere nede i dalen.

Rapadal nordlige del

Nordlige del af Rapadalen

Rapadalen er blandt de flotteste og mest frodige dale i Lapland, den store mængde smeltevand slynger sig afsted nede i bunden af dalen, og de mange aflejringer fra gletscherne gør, at vandet bugter sig og finder nye veje, det er kort sagt bare flot! Det fugtige og usædvanligt varme vejr gør det dog til lidt af en svedetur at gå her. Selv i over 900 meters højde står planterne tæt, og stien langs Rapadalen virker som lidt af en jungletur. 

Sarek 2013 095

Frodigt i 900 meters højde ved kanten af Rapadalen

Rapadalen får mig til at tænke på Tolkiens Kløvedal, varm, fuld af planter, dyr, vand og liv, men straks jeg kommer bare et par hundrede højdemeter op i Snavvavagge, så er det sterile fjeldmiljø tilbage. Grænsen mellem liv og ikke liv er hårfin her. Stien fortsætter gennem Snavvavagge langs fjeldet Låddepakte, hvor jeg før turen har fået et tip om, at der på øst siden af Låddepakte i cirka 1000 meters højde skulle være en rigtig fin teltplads. Det er ikke rigtigt, det er en GENIAL teltplads, med udsigt over det såkaldte ”Rovdyrstorv” og Rapaselet nede i Rapadalen. Klokken er kun to om eftermiddagen, men denne udsigt er for god til at forlade, så jeg beslutter mig for at tage en halv pausedag her.

vildmarkstorv og teltplads

Udsigt over "Rovdyrstorvet". Teltplads i ca. 1100 meters højde på sydøstsiden af Låddepakte

Da teltet er kommet op sætter jeg mig godt til rette på det bløde mos udenfor teltet, går i gang med Røsnæs spegepølsen, knækbrød og kaffe igen. Og så skal kikkerten i brug! Jeg stirrer lige ned på ”Rovdyrstorvet”, et trekantet skov og flodområde på 10-12 kvadratkilometer, der hvor Sarvesvagge møder Rapadalen. Med fjeldforfatteren Claes Grundstens ord, så er det ”Sareks hjerte” jeg er kommet til. Claes Grundsten bruger udtrykket "vildmarkstorvet" om dette område. Udtrykket Rovdyrstorvet er vist en del år gammelt, og stammer fra en gang hvor nogle vandrere så spor efter ulv, bjørn, los og jærv her, og det den samme dag! Jeg ser dog ikke andet end rener og elge med kikkerten, og da aftenen kommer sidder jeg i timevis, og kigger på solens gang og skyggerne på det store fjeldmassiv, Piellorippe, på den anden side af dalen.

vildmarkstorv fra telt

Rovdyrstorvet fra teltet. Kaffe, snacks, sol og kikkert - så bliver det ikke meget bedre på fjeldet!

En tidlig gang dobbeltportion Travellunch ”Hungarian Beef noddles” ryger ned, og jeg sidder stadig bare og kigger og kigger. Jeg er ikke længere bare ude at vandre, der begynder at være en følelse af at være en del af naturen, og af at være meget lille i den store fjeldverden, og samtidig også en følelse af at jeg hører hjemme her ved kanten af Rapadalen. Det er selvfølgelig noget pjat. Renerne, elgene, bjørnene, de hører hjemme her i Sarek, de er her også i november og i januar, og de klarer sig fint uden Hilleberg, JetBoil, chokolade, GPS, og Therma Rest. Det er dem der hører hjemme her og ikke mig. Jeg er her jo bare på besøg for en kort bemærkning, for at bevise et eller andet overfor mig selv og andre, for at udvikle mig, komme overens med mig selv, eller hvorfor det nu er jeg går her. Nå, sådan kan lommefilosofien blive ved, og flot er her nu, og følelsen af at være meget lille i en meget stor fjeldverden er ikke så ringe endda.

piellorippe

Aftensol over Piellorippe

Aftenen falder på, men mørkt bliver det ikke. Vinden suser let, men elven nede fra Rapadalen 500 højdemeter længere nede høres med lidt god vilje også. Jeg er alene, helt alene, og jeg laver kaffe igen, spiser en gang chokolade Stracciatelli, læser bagsiden af BD10 kortet, og falder til sidst i søvn.

dag 4

4 etape – ca. 15 km. vandring

Dag 5 – De tre dale: Rapadalen, Sarvesvagge, Kaskasvagge

Vågner allerede klokken seks og skal straks ud og kigge på Rovdyrstorvet/Vildmarkstorvet og Rapaselet igen. Mosekonen brygger dernede i bunden af dalen: 

mosekone rapa

Rapadalen med en travl mosekone. Klokken er seks om morgenen.

Det er en halvkold morgen her i 1100 meters højde, men vejret virker ellers ok. Efter en gang müsli med mælk og kaffe pakkes de sædvanlige müslibars og pakker med ”Naked Ape” frysetørret snacks til rette i lommerne på hoftebærebæltet, den snart traditionelle nedpakning af udstyr foretages, og kortet skimmes lige igen, og endnu engang kigger jeg ned i Rapadalen for at se om jeg kan finde dét sted hvor elven ser nemmest ud at vade. Det ser let ud heroppefra. Jeg følger stien mod Rapadalens bund det første stykke, men drejer så af mod højre, for at krydse Rovdyrstorvet og komme ind i Sarvesvagge. Det er et totalt vildnis hernede og meget svært at orientere sig. Rapaelven ser enorm ud hernede fra, skulle den være til at vade, det ligner jo Nilen eller en anden kæmpeflod?. Der er dog ikke så meget fart på strømmen ser det ud til, og efter et par kilometers famlen igennem noget af det vådeste, grønneste og sværest fremkommelige fjeldterræn jeg har oplevet, finder jeg hvad der ligner et nogenlunde vadested: 

tielma vadet

Vadested i Rapadalen

Bukserne ryger af, kamera og snacks ryger i toplommen, hoftebæltet løsnes, den tilbageværende vandrestav foldes ud, og så sætter jeg benene i Rapaelven. Nøøj hvor er det iskoldt, rolig, rolig nu tænker jeg. Bunden virker fin og flad, strømmen er ikke så kraftig endda. Det bliver langsomt dybere, lårene og kuglerne er i iskoldt smeltevand nu. Da vandet når næsten til navlen begynder det at gå opad igen. Jeg klarer den! På den anden side af elven vrider jeg mine sokker og tager bukser på igen. Ikke at det giver megen mening, alt er vådt, det begynder også at dryppe lidt fra oven, og de næste kilometers videsnår er også vådt. På et tidspunkt kan man heldigvis ikke blive mere våd. Jeg er nu midt på Rovdyrstorvet, men et par elge på lang afstand og masser af rener er stadig de eneste større dyr jeg ser

portrt sarvesvagge

Det nærmeste jeg kommer et foto af et rovdyr på ”Rovdyrstorvet”. Klaustrofobisk at gå rundt længe i det tætte buskads, og "Fjeld Svipper" dukker op her for første gang.

Sarvesvagge er som en jungle at finde vej i. Det tætte buskads omringer mig helt og kun de høje fjelde omkring mig og kompasset kan fortælle hvilken vej jeg skal. Det begynder at være anstrengende at gå her, jeg er gennemblødt, det ene vandløb og sumpede område afløser det næste. ”Skal vi ikke gå lidt længere til venstre her?” siger jeg pludselig højt til mig selv. ”Hvem er vi?” svarer jeg mig selv. ”Har du taget Svipper med eller hvad?” fortsætter samtalen. ”Er du ved at miste grebet, eller er det lidt sund fjeldkuller der starter for dig” siger stemmen. Så, rolig nu, sidedal nummer et fører op i Piellorippe massivet, nummer to er Kaskasvagge og vejen til Kvikkjokk, nummer tre er Lullihavagge/Nåitevagge og vejen til Luottolako. Nummer to bliver det. ”Hov hvad er det, et smadret hvepsebo?”. Jeg gad vidst om Hr. Bjørn er i nærheden:

hvepsebo

Ødelagt hvepsebo

Ingen Hr. Bjørn i syne nogle steder. Endnu et par vad passeres før jeg drejer til venstre og ind i Kaskasvagge. De mange sidedale gør, at jeg lige checker kortet et par gange for ikke at komme totalt på afveje:

kaskasvagge

Indgangen til den sværtvandrede dal Kaskasvagge.

På vej op i Kaskasvagge skifter terrænet hurtigt karakter. Det grønne og våde afløses af det hårde, stenede og sterile fjeldmiljø. Først er det en lettelse ikke at gå i koldt vand, men Kaskasvagge er en V-dal med kæmpestort V, der er ikke skyggen af en sti, og de næste ti kilometers vandring bliver på store sten på en stejl skråning. Det er flot at vende rundt engang imellem og se ned i den grønne dal, Sarvesvagge:

kaskasvagge og sarvesvagge

Sarvesvagge set fra Kaskasvagge

Op og op går det. Passet i Kaskasvagge ligger helt oppe i 1300 meters højde, en stigning på 700 højdemeter fra Rovdyrstorvet. I passet ryger mere knækbrød og spegepølse ned og en stribe mørk marabou chokolade med lidt citrondrik bliver det også til. Min højre hæl har fået et gnavsår, så et stykke compeed plaster kommer på dér. Det er nu genialt sådan et stykke compeed, straks det er kommet på kan jeg slet ikke mærke såret længere. Videre går det over et stenet og dramatisk terræn. Her møder Kaskasvagge og Lullihavagge hinanden. Der skulle efter sigende være acceptable teltpladser her, men jeg ser kun sten, og det lidt jord med græs der stikker frem er mudret og meget vådt. Jeg går videre mod syd, krydser møjsommeligt Kådokjåkka i cirka 1000 meters højde, et umiddelbart let vad, men den stærke strøm med rullende sten på bunden gør det til turens måske hidtil farligste vad. Umiddelbart efter vadet finder jeg en fin teltplads med udsigt til Pårte gletscheren. De høje toppe i Pårte massivet er gemt oppe i skyerne. 

prte og teltplads

Teltplads med udsigt til Sareks største gletscher, Pårte gletscheren

dag 5

5 etape – ca. 30 km. vandring

Dag 6 Borte i Pårte

Jeg vågner ved de mange dryp på teltdugen. Første dag med regn fra morgenstunden. Til gengæld er lyden af regn mod en teltdug vel en af de mest hyggelige lyde der findes. Jeg sover lidt videre, spiser morgenmad, læser bagsiden af BD10 kortet igen (jeg burde virkelig have haft en rigtig bog med!), piller næse, prutter, laver kaffe, og det regner stadig.

Ved halvtitiden begynder jeg for alvor at kede mig. Og regn er jo også bare vand. Jeg pakker alt ned inde i teltet, og det våde telt stoppes i rygsækkens yderlomme. Skyerne ligger tæt lige over mit hoved, sådan virker det. Jeg skal videre mod syd og Kvikkjokk, der ligger på den anden side af Sareks sydligste fjeldmassiv, Pårte. Jeg får den, synes jeg selv, geniale ide at skyde genvej over passet mellem fjeldene Pårektjåkka og Stuor Jiertta. Efter at have rundet den første del af den stejle fjeldside er det videre mod sydvest. Efter at have gået opad mod passet et lille stykke tid kommer jeg op i skyerne og sigtbarheden falder til så lidt som cirka 15 meter. Kompasset kommer i brug. Passet skal ligge i cirka 1200 meters højde, men hvad er det, højdemåleren siger 1280 meter, er det et voldsomt lavtryk, eller er jeg ved at fare vild?. Jeg checker kortet igen, jeg må have drejet mod sydvest lidt for tidligt, og følger nu det forkerte vandløb op. Jeg går ned i 1200 meters højde igen og følger fjeldsiden rundt. På et tidspunkt kommer jeg til hvad der virker som et fladt område. Lidt vands rislen afslører at vandet nu løber mod sydvest, så må jeg være kommet over passet. Men sikke en dårlig sigtbarhed:

Sarek 2013 147

Skyer og 15 meters sigtbarhed i Pårte massivet

Længere mod sydvest og et par hundrede højdemeter længere nede åbner landskabet sig op igen, nu skal jeg bare finde Påreks sameviste. Den skulle ligge ved den næste tydeligt markerede elv på kortet. Jeg tager snart kikkerten i brug for at skanne den vældige Pårek slette. Hvor er der fladt længere mod syd, hvor er der øde her stadigvæk. Kikkerten fanger pludselig en lille hytte, det må være Påreks sameviste, og hvad er det? Et telt magen til mit eget, bare i grøn farve! Og en gråhåret person står ved teltet! Jeg halvvejs løber ned mod teltet, det må være det sociale gen der har behov for en snak. Det viser sig at være en erfaren tysk solovandrer i 60år+ alderen. Han har vandret fra Kvikkjokk for tre dage siden, og skal vandre til Staloluokta stuerne på fjorten dage. Vi snakker lidt om udstyr og solovandring og efter et kvarters tid ønsker vi hinanden god tur, og jeg vandrer videre. Kort efter kommer jeg til Påreks sameviste, der mildest talt virker forfalden: 

Sarek 2013 150

En forfalden samekåte ved Påreks sameviste

Selvom der stadig er godt 20 km. til udposten Kvikkjokk, så er det som om turen er ved at være slut nu. Herfra samevisten går en forfalden sti videre resten af vejen mod syd, og nu har jeg både set hytter og et andet menneske. Men den dårlige sti videre mod syd bevarer dog lidt af spændingen, markeringen er simpelthen så dårlig og ved de mange vad er der ingen hjælp, fødderne bliver plaskvåde igen:

sti til prek

Der mangler nogle brædder, men det er stadig en af de bedre stier i Sarek...

Efter endnu nogle kilometer kommer jeg ud af Sarek, et skilt markerer nationalparkgrænsen. Kort efter kommer jeg til Kungsleden, og finder snart en fin teltplads, denne gang i cirka 500 meters højde, det laveste jeg har sovet på hele turen. 

dag 6

6. etape – ca. 35 km. vandring 

Dag 7: Kvikkjokk

Jeg vågner ved at det er varmt efter laplandske forhold, vel ca. 15 grader. Teltet står kun 5-10 meter fra Kungsleden, en nærmest sekssporet motorvej sammenlignet med stien til Pårek. Endnu har jeg dog ikke set nogen mennesker her, denne del af Kungsleden er vist ikke så populær. Ved morgenmaden i skoven slår det mig, at der jo så godt som ingen myg har været på hele turen! Da jeg var heroppe sidste år var de overalt. Mærkeligt at jeg ikke har tænkt på det før nu. Hernede i skoven er der til gengæld masser af blåbær, de smager glimrende sammen med min morgen müsli:

blbr

Blåbær ved Kungsleden

Jeg laver en kop kaffe, og begynder igen, som det er sket de sidste par dage, at tale højt med mig selv. Lige da Jeg fortæller mig selv et par dårlige vittigheder, som jeg griner af, kommer et par morgenfriske vandrere forbi, et ældre ægtepar, de smiler og siger hej, men deres blikke ser undrende ud.

camp kungsleden

Sidste teltplads på turen. Kungsleden ligger til venstre bag det væltede træ.

Så er det vist også på tide at komme hjem. Jeg pakker sammen og går de sidste syv kilometer af Kungsleden til Kvikkjokk fjeldstation. Restauranten er endnu ikke åben, men en omgang smørgåsan med en øl til kan de godt klare:

frokost kvikkjokk

Kvikkjokk fjeldstation - Aaahhhh, den øl smager godt, efter en uge med kaffe, vand og chokolademousse.

Så tager jeg bussen til Jokkmokk og checker ind på vandrehjemmet. Jeg låner en telefon og ringer til konen, hun og ungerne har det fint og har fået mine OK GPS beskeder hver dag. Jeg kan dog ikke falde helt til ro på vandrehjemmet, jeg går i stedet på samemuseum, fint nok, og bagefter på samemarked, hvor de stort set kun har knive og hjemmestrik, og også en tur tundt om den lokale sø, Tjörnin, bliver det til. Aftensmaden indtages på Cafe Gasskas , en glimrende cafe. Jeg får en gigantisk elgburger med pomfritter og et godt glas rødvin samt en flaske vand til. Så er jeg også grydeklar. En fjeldtur er slut, i hvert fald den rent fysiske del. Inde i hovedet kører udsynet fra Akka, Kassalako, Sarek Nordtop, Pielavalta, Rapadalen, Sarvesvagge, Kaskasvagge og Pårtemassivet stadig rundt.

hele ruten

Hele ruten: i alt cirka 159 km.

Kort: BD10 Sarek

Erfaring: Sarek er vel nok Sveriges mest krævende højfjeldsområde at vandre i, så det er ikke en begyndertur. Men har du et par fjeldture på bagen, og kan navigation, så er det en fantastisk tur, som jeg varmt vil anbefale.

Se mere fra denne tur

Se pakkeliste fra Sarekturen her...

Læs om "Spotten" som Rasmus har brugt på turen, klik her...


Skrevet: 2 months 3 weeks ago af D31 #18311
D31's Avatar
Endnu en super artikel og rigtig gode billeder også.
Må have været en fantastisk tur.