Opret gratis bruger

hjemmeside-med-vandring-og-hiking-samt-friluftsliv-gratis

Videoer på Outsite

Outsite sponsor med grej til friluftslivet

Kom med på tur

  • Trangia Hangout
    Aug 22
  • Familietur i den sydsvenske vildmark
    Aug 29
  • Efterårsvandring på Kungsleden med hytteovernatninger, 5. - 14. september '14 - Tur nr. 14-7
    Sep 05
  • Weekendtur i Mols Bjerge og Djursland
    Sep 05
  • Vandretur omkring Næstved
    Sep 06
  • Sensommertur til Søhøjlandet Silkeborg
    Sep 06
  • Kanotur på Gudenåen. Ry - Klostermølle t/r
    Sep 27
  • 3-dags primitiv friluftstur til Sverige den 3. - 5. Oktober 2014
    Oct 03
  • Kanotur i Sydsverige, 17-19. oktober 2014. Tur nr. 2014-
    Oct 17
  • Historisk efterårstur ved Skanderborg
    Nov 01
  • Sen efterårstur i Sydsverige
    Nov 07
  • Novembertur til Raslången og Halen
    Nov 21

Nyeste indlæg

Flere emner »

Nyheder fra Outsites sponsorer

Flere emner »

Hvad er Outsite.org

Fredag, 15 august 2014 00:00

Isle of Arran,Skotland - Øen rundt Featured

Skrevet af
Giv denne artikel stjerner
(3 votes)
AddThis Social Bookmark Button

Arran er en mini-udgave af naturen i resten af Skotland! Øen har både bjerge, sandstrand, klippekyst, skov og åbne vidder. Og selvfølgelig whisky-distilleri, bryggeri og diverse andre lokale fødevareproducenter. Restauranterne og ”bylivet” er koncentreret i Brodick på østkysten.

 

Rundt på øen

Øen er perfekt til en 3-4 dages tur, alt efter om man f.eks. også vil vandre lidt i bjergene.
Som resten af Skotland, så er der ikke cykelstier/baner uden for byerne, og der er ikke rigtig nogen biveje på øen. Så man må køre sammen med resten af trafikken på vejene. Generelt er det dog ikke noget problem. Skotterne kører meget hensynsfuldt og holder altid god afstand ved overhalinger. Har aldrig oplevet problemer. MEN bruger cykelhjelm og evt. refleksvest.

 

Ruten

Jeg fulgte hovedsageligt hovedvej A841 som går hele øen rundt og mange steder tæt ved kysten.

Dag 1: Brodick – Seal Shore (ca 20 km)
Dag 2: Seal Shore – Lochranza (ca 50 km)
Dag 3: Lochranza – Brodick (ca. 25 km)
Dag 4: Tilbage til fastlandet

 

Turen

Jeg var i Edinburgh i august til festivalen og ville tage nogle dage uden for byen.
Arran er nem at komme til med tog fra Edinburgh, via Glasgow og færgen fra Ardrossan til Brodick.

 

Dag 1

Jeg ankom til Brodick fredag eftermiddag og kørte syd på med en plan om at at trille stille og roligt til Seal Shore Campsite mellem Kildonan og Kilmory og slå teltet op med havudsigt og så sidde og nyde udsigten og forhåbentlig få en hyggelig snak med naboteltene.

Der er en kort, stejl stigning på vej ud af Brodick, men ellers er der mere tale om rullende bakker hele vejen, bortset fra lige syd for Lamlash, hvor der kommer endnu en stigning. Vejen følger kysten det meste af vejen, så man har løbende udsigt til the Forth of Clyde, farvandet mellem Arran og det skotske fastland.

image1

 

Lamlash er et godt sted at holde en pause og sidde med en snack ved havnen, hvor man kan se over til Holy Isle, øen som ligger i bugten lige frem for.

På Seal Shore camping ligger teltpladserne helt ned til vandet, og campingvognene bagved! Så man kan se frem til solnedgang over havet, mens man sidder ved sit lille telt, og hvis man ikke har problemer med at sove for bølgerne, så bliver det ikke meget bedre!

image

Dag 2

Vejen vestpå ud af Seal Shore er en klatretur! Det er en 300 meter stigning på 10-12 %, men så er der jo god grund til at stoppe ved det fantastiske vue man får, når man kommer op.

image2
Arran er oversåret med varder og oldstidsminder. Efter knap 10 km komme man til landsbyen Lagg. Langs med elven, går der en kort trampesti ud til klinten, hvor der ligger en varde på kanten.


Ved Blackwaterfoot er der en super kyst-vandretur til King’s Caves, en serie af huler opstået ved havets udhuling af sandstenskysten. Man kan gå en runde på 9 km eller en gå tur/retur ca. 5 km. Stien går først over golfbanen, man forcerer et par kvæghegn og så følger stien eller klipperne og sten stranden frem til hulerne, med lidt klatren-over-sten under vejs.

image8

image10

image6


Tilbage på cyklen og videre af A841 og næste stop er et absolut must-see: Stencirklerne ved Machrie Moor, ”Machrie Moor Standing Stones”. Fra hovedvejen er der godt 4 km af markveje ind til området midt i en dal, hvor man står omgivet af stencirkler fra Stenalderen, dateret op til 4500 gamle.

image14

image15

 

Kommer man i august, så er en ubeskriveligt smuk farvepalet af grå og rød sten, græsserne og den lille lyng og de blå bjerge i baggrunden!


Tilbage af samme markvej, og ud på hovedvejen igen, går det nord på vestkysten af øen, med udsigt til halvøen Kintyre. Et par kilometer efter stencirklerne ligger der meget passende Machrie Tea Room med nogle skønne scones og sandwiches, og man kan holde øje med golfspillerne på banen ved siden af imens.


Vejen følger nu vandet helt tæt op til Lochranza.

image3 På dette stykke kan man sagtens finde nogle steder at slå teltet op til wild camping, men er man i det selskabssyge hjørne, så er vandrehjemmet YHA Lochranza rigtig hyggeligt. Lochranza er en landsby, og der er dog ikke rigtig nogen spisesteder, men med egen slotsruin på en ø i bugten samt øens eneste whisky-distilleri !

image19

image21

image20

Dag 3:
Lige ud af Lochranza går A841 op igennem passet. Det er en 4-5 km lang jævn stigning, men så er der også en hvinende nedkørsel på den anden side !

image23

 

Jeg stod af undervejs, tog vandrestøvlerne på og gik ad en vandresti op et stykke op af fjeldsiden langs et vandløb til et vandfald omgivet af stejle fjeldsider og med kastevindene hylende om ørene.

image22


Tilbage på vejen fortsætter nedkørslen rundt om Goatfell bjergområdet og ned til kysten, som man følger resten af vejen til Brodick.

Timingen kunne ikke være bedre! På vej ind i byen startede et skybrud af dimensioner. Jeg havde planlagt at telte i Glen Rosa, og yderteltet op i en fart og alle tingene kastet ind under, så jeg i det mindste var i tørvejr og lagde mig til en lille lur og ventede på at skybruddet skulle stoppe.


Så er det jo lidt krise, når man ikke har provianteret og sulten melder sig ud på aftenen. Dilemmaet er, om man skal trække i alt regntøjet og cykle de par kilometer ned til købmanden i Brodick eller blive i teltet og overhøre sin knurrende mave! Enden blev, at jeg møvede mig i regntøjet og ud af teltet, hvor det stadig stod ned i stænger. Åen, som løber langs med camping pladsen var svulmet op til mange gange den størrelse den havde haft, 3 timer tidligere, da jeg var ankommet.


Tilbage med provianten kunne jeg nu få nyt brændstof på kroppen, men hele teltet var fyldt med vådt overtrækstøj, som efter al sandsynlighed stadig ville være lige så vådt morgenen efter !

 

Dag 4:
Om morgenen stod jeg heldigvis op til tørt vejr og efter en times tid var teltet nogenlunde tørt og blev pakket sammen.

image24

 

Kørte en kort tur ned til stranden ved Brodick og fandt et sted at bade og få tørret lidt tøj i vinden, inden jeg tog færgen tilbage til Ardrossan og toget tilbage til Edinburgh.

 

Næste gang jeg kommer til Arran

... og vejret er til det -, skal jeg have en toptur til Goatfell

...eller køre tværs over øen fra Brodick til vestkysten, til Lochranza. Derfra færgen til Kintyre, tværs over halvøen og tage færgen til Islay !

 

Hvordan kommer man til Arran

- Færge fra Adrossan på fastlandet, lige syd for Glasgow, til Brodick. Der går tog fra Glasgow til Adrossan, som passer med færgens sejlplan. Det er ikke nødvendigt at booke plads til cyklen på toget, men prøv at undgå myldretiden, da det er en pendlerrute for folk, som bor syd for Glasgow.
- Færge fra Claonaig på halvøen Kintyre til Lochranza.


Anbefalet overnatning

- Wild camping
- Vandrehjemmet i Lochranza (syha.org.dk)
- Glen Rosa Campsite (arrancamping.co.uk)
- Seal Shore Camping (Campingarran.com)

 

Kort

map
 

Torsdag, 14 august 2014 08:12

Kajak på Lysefjorden, Norge Featured

Skrevet af
Giv denne artikel stjerner
(2 votes)
AddThis Social Bookmark Button

Kajak på Lysefjorden

Da jeg varm sommermorgen for 3 år siden, stod og nød udsigten over vandet, fra havnen i Lysebotn, fik jeg tanken om, at sejle kajak på Lysefjorden. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde, at oplevel den storslåede natur på, end at glide roligt igennem vandet, og bare indtage hvad fjorden kunne byde på.

På det tidspunkt var min søn bare 6 år gammel, og han havde endnu ikke siddet i en kajak. Han havde været med på sin første fjeldvandring, og han havde også stiftet bekendskab med klippeklatring. Men nu skulle det blive tid til, at han også skulle lære at sejle kajak, så vi kunne komme til Lysefjorden. Vi startede roligt ud med at låne dobbeltkajakken i den lokale klub. Det viste sig dog ret hurtigt, at han ikke havde intertesse i at sidde med mig i en dobbelkajak, så jeg skiftede dobbeltkajakken ud med en juniorkajak.  Igennem hygge og sjov på stranden og enkelte 2-dages ture på Gudenåen, begyndte han at finde interessen for, at sejle kajak med mig. Planen om at sejle i Norge, kunne nu for alvor sættes igang og vi begyndte derfor at træne redningsøvelser, mere målrettet end tidligere.

redning

 

I juli 2014, stod jeg igen og glanede ud over fjorden, men denne gang havde jeg kajakkerne klar og pakket, til en 3-4 dages tur.

 

Vi stod i Forsand, netop ankommet med færgen fra Lauvvika. Vejret var skønt, og der var ingen vind. Vi kunne i grunden godt have sat kajakkerne i vandet i Lauvvika, men selvom min søn efterhånden er udemærket i en kajak, så ville jeg dog alligevel ikke starte med, at tage turen ud i sejlrenden.

Vi fordeler udstyret i alle tre kajakker, får parkeret bilen på havnen, og kommer så i vandet. Det var en fantastisk følelse. Vi skulle ikke sejle langt, før vi allerede havde fjeldene omkring os.  Første stop var frokost ved Dørviga, som ligger 7 km inde i fjordens sydside. Det er en fin lille lejrplads, med sandstrand, mult-toilet og parkeringsmuligheder, hvis man vil starte turen der. Vi var oplyst om, at der var ferskvand ved en tilgængelig lille bæk, hvilket skulle vise sig ikke at være korrekt, idet bækken var udtørret i år. På pladsen mødte vi en dansker, der netop var kommet ned fra fjeldet. Efter tre uger alene i fjeldet, trængte han til at sludre, så vi fik os en snak om områdets herligheder. Frokosten blev kort, idet lejrpladsen var velbeboet af nærgående hvepse, og vi ville på vandet igen.

 

Vi kom i kajakkerne og sejlede mod næste stop, som skulle være snack-pause under Preikestolen, men før vi kom dertil, blev vi overrasket af vejret. Fra at være høj sol og blå himmel, skiftede vejret på ganske kort tid til lyn, torden og skybrud. Pludselig sad vi der, midt ude på vandet, og absolut ingen sigtbarhed. Jeg havde været forberedt på at dette kunne forekomme, så jeg havde medbragt lys til kajakkerne, så vi kunne blive set af færgen. Desværre havde jeg været lidt for hurtig da jeg pakkede, og de røde lys, var gemt langt ned i pakkelugerne. Jeg opgav at få lys på, for jeg havde andet at koncentrere mig om. Lynet slog ned rundt i fjeldene, og det var ikke langt fra os. Jeg måtte have kortet frem, og finde et muligt sted, hvor vi kunne komme op af vandet i en fart. Det var ikke helt nemt, idet der ikke er mange muligheder at komme i land fra fjorden. Heldigvis viste det sig, at vi var tæt på en lille by med ganske få huse og en bådbro, og vi fik lov til at opholde os i bådhuset, frem til uvejret havde lagt sig.

Dørviga

 

Uvejret forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, og efter en lille halv time, kunne vi fortsætte turen. Forbi Preikestolen, der var langt mindre end jeg havde regnet med, og mod vores planlagte lejrplads, ved Bratteli Kai. Jeg var klar over at Bratteli Kai er et meget stejlt område, men efter at have forespurgt flere personer om området, var jeg overbevist om, at der trods alt godt kunne laves en lejrplads der. Det viste sig dog, at det ikke var muligt, og vi sejlede videre mod  Songesand. Da vi så Songesand på afstand blev vi glade. Vi havde efterhånden sejlet en del timer, og vi var nu trætte og klar til at komme i teltet. Men da vi ankom til Songesand, mødtes vi med skilte, som viste teltning forbudt i området. Jeg var pludserlig i tvivl om allemandsretten, og vi rettede os derfor efter skiltene. Trætte men dog ved godt mod, måtte vi pænt fortsætte. Slæbelinen blev gjort klar, så jeg kunne tage min søn på slæb. Men det ville han nu ikke høre tale om, så vi satte kursen mod næste stop.

 

Kallastein blev vores første lejrplads. Lejren ligger ca.25 km inde på fjordens nordside, og er en nedlagt gård, med adgang via klippestrand. Hovedhuset og værkstedet, står stadig fuldt møbleret, og virker en anelse spøgelsesagtigt. Der er langt græs overalt, men gode muligheder for at sætte telt op. Der er ingen ferskvand på pladsen, men der er tilgengæld rigtig mange knot, og gode fiskemuligheder.

Kallastein, nedlagt gård med gode muligheder for lejr og fiskeri- HUSK vand og myggenet.

 

Vi fik hurtigt slået lejren op og lavet mad, men da området var tæt beboet af knot, valgte vi at gå hurtigt i soveposerne.  Da vi vågnede den næste morgen stod solen lige på teltet, og de mange knot var væk. Det gav os mulighed for at nyde området. Vi satte os på bådbroen, hvor vi bagte brød på trangia og lavede blødkogte æg, som vi havde medbragt som lidt ekstra luksus, når der nu alligevel var plads i pakkelugerne. Fiskene svømmede tæt ved bådbroen og sælerne hilste os godmorgen, bare 40 meter ude i vandet. Min søn fik gang i fiskestangen, dog uden at fange noget.

 

Da turens første dag var blevet længere end vi havde planlagt, havde vi rigtig god tid. Vi besluttede os derfor for, at vi skulle bruge resten af dagen på at hygge og slappe af. Efter morgenmaden fik vi pakket lejren sammen, og satte kursen mod fjordens sydside. Vi krydsede over mod Flørli, en mindre tur på ca. 3 km.

 

Flørli er et nedlagt vandkraftværk, med B&B cafè og butik med brugskunst. Her serveres der rigtig gode kager til kaffen, og der er mulighed for at tanke vand. Det er også stedet hvor en trappe med 4444 trin, fører op til fjeldet. Der er som sådan ikke adgang for kajakker, idet havnefronten er til rutefærgen og både, men med lidt god vilje, kan man sejle længere mod venstre, og trække kajakkerne op på klipperne derfra. Der er mulighed for at overnatte i ubetjent hytte lige i området, men jeg undersøgte det ikke nærmere, idet vi ikke skulle blive.

Min lille familie valgte at tage trapperne op på fjeldet, imens jeg selv valgte at se lidt nærmere på fiskemulighederne. Trapperne skulle efter sigende være en svedig tur, og medfølge ømme ben, og hvad fisk angår, så kan jeg afsløre at jeg fangede en stor makrel og en rigtig fin lyssej, på kajen hvor færgen sejler ind.

Efter en dejlig dag i Flørli, satte vi kajakkerne i vandet igen, og sejlede mod dagens lejrplads.

 

Håheller ligger på fjordens nordside, og er også en nedlagt gård. Modsat Kallastein, er Håheller ganske velholdt og besøges også af lokale, idet stedet er oplagt til fiskeri, madpakker, badning og snorkling. Området afgræsses af får, så området er skønt til teltning og lejr. Ved Håheller lavede vi bål og tilberedte vores fisk. Her var hverken knot, hvepse eller myg, så det var ren nydelse at aftenhygge i lejren. Udsigten over fjord og fjeld var i særklasse, og det var i det hele taget den bedste lejrplads, jeg har haft længe. Derfor besluttede vi os også for, at vi ville bruge hele den efterfølgende dag på stedet. Vi lagde os på klipperne og nød solen, sprang på hovedet i vandet når det blev for varmt, og bagte pandekager når vi blev sultne. Vi forlod først Håheller hen på eftermiddagen, da vi ikke længere havde drikkevand. Vi pakkede lejren ned og sejlede de sidste 8 km mod Lysebotn, hvor vi også skulle se op på kjeragbolten undervejs.

 

Lysebotn ligger for enden af fjorden, og der er adgang via sandstrand, når man er i kajak. Der findes en campingplads få hundrede meter fra havnen, som er velbesøgt af basejumpere. Der går færge fra Lysebotn til Forsand. Turen tager et par timer. Det var ikke noget problem for os, at få kajakkerne med ombord. Vi havde ikke forudbestilt billetter, idet vi ikke vidste hvor længe vi ville blive på fjorden. Det kostede 250 kroner per person med kajakker, men prisen virkede til at variere lidt.

 

Da Lysebotn ikke er så spændende, blev vi hurtigt enige om, at vi ville tage færgen retur til Forsand med det samme. Vi nåede netop den sidste færge retur, og det var dejligt at kunne sidde på færgen og se de områder vi havde tilbagelagt i kajak.

Da vi kommer til Forsand, pakker vi bilen og kører til Dørviga og slår lejr for natten.  I Dørviga laver vi festmåltid for at afslutte vores kajaktur med manèr. Det bliver til hjemmebagt trangia pizza, og de bliver temmelig gode, så det var ren nydelse. Den næste dag kørte vi fra Dørviga til Preikestolen, hvor vi afsluttede vores tur ved Lysefjorden, med et smut derop.

 

Jeg kan kun anbefale en tur på Lysefjorden. At sejle i et område, hvor fjeldet rejser sig op over vandet, er et fantastisk syn. At padle roligt igennem vandet, med følgeskab af nysgerrige sæler er ren nydelse. Fjorden er ca. 40 km lang, og kan sejles på en enkelt dag, hvis man er i almindelig god form og ikke er nybegynder, eller har medbragt børn. Vi sejlede næsten 50 km, idet vi krydsede fjorden flere gange undervejs. Vi brugte 3 hele dage, og havde god tid.

 

Sikkerheden skal man jo altid have styr på, før man begiver sig på vandet. På Lysefjorden skal man være opmærksom på, at der ikke er mange steder at komme i land undervejs. Ligeledes skal man være opmærksom på, at der flere steder kan være en del refleksbølger fra færgen. De steder hvor fjorden ikke er så bred, kan refleksbølgerne være lidt lumske. Vores overvejelser mht sikkerhed og barn var, at det var sikkert at have barn med derude. Dog havde vi trænet redninger en hel del, og vi havde klare aftaler om, at barnet aldrig måtte sejle bag de voksne, og at vi lagde os i flåde når refleksbølgerne blev for voldsomme. Det eneste tidspunkt dette blev nødvendigt, var den sidste strækning mod Lysebotn, hvor vandet til tider var lidt lumsk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Myg Featured

Skrevet af
Giv denne artikel stjerner
(2 votes)
AddThis Social Bookmark Button

Myg og myggestik

Lorte myg! Blodsugende bæster! Hvorfor f****n skal de lige ødelægge en hyggelig aften, dø i min kaffe, gøre pausen til en aktiv øvelse og endda klø bagefter?

Efter min første tur til Lapland, opdagede jeg at der IKKE er mange myg i Danmark. Men for satan der kan være mange myg i Sverige og især i Nordsverige.
Den ellers så fede og rå natur, med smukke fjelde, de mange søer, dyrelivet (undt. myg!) osv. kan blive overskygget af en konstant summen for øret og en kamp for at finde en lille uforstyrret plads til at nyde det hele i.

Det hele startede i Kiruna. Min kammerat og jeg var lige ankommet med flyet og stod nu i en af de mange outdoor butikker deroppe. Vi fandt en bøllehat med myggenet og grinte af synet - hvor slemt kunne det lige være? Vi endte dog (heldigvis!) med at købe myggenet og Jungleolie.

Vi kendte slet ikke område, Kungsleden, Kebnekaise, Padjelanta osv., men havde bare hørt at det var et fedt sted at vandre og fiske. Vi kiggede på kortet og besluttede at vi ville tage til Rensjön, lidt nord for Kiruna. Der var fire søer, der så ud til at kunne indeholde forskellige fisk og vi kunne slå lejr lige i midten af dem. Vi tog toget derop, men det viste sig at toget ikke stopper i Rensjön om sommeren, så vi endte i Abisko, der nu heller ikke er så grimt igen. Vi slog lejr her og fiskede i nogle dage, men Torneträsk (sø) er for lav, så et par vaders eller båd skulle vi have for at få heldet med os. Vi tog derfor bussen retur mod Kiruna, den stoppede nemlig i Rensjön.

Vi kom ud til søerne og fandt et godt sted, lige ved den ene sø. Men choket over alle mggene på vejen derud, var knapt faldet før et nyt angreb af de små bæster satte ind.. Når vi gik var der myg, når vi stoppede var der flere, når vi fiskede var der millioner, når vi sad ved bålet.. var der lidt mindre.
Det undrede mig dog at de nogle gange forsvandt helt, for så at komme talrigt tilbage igen. Sover de alle sammen samtidig og på forskellige tidspunkter eller?

Så efter mange somre deroppe, vil jeg da til jer der skal derop, prøve at dele mine erfaringer samt hvad de kloge siger om myg:

Mine erfaringer:

Giv denne artikel stjerner
(4 votes)
AddThis Social Bookmark Button

Vandretur fra Nikkaluokta til Abisko

Efter en lang og ualmindelig varm køretur landede vi i Nikkaluokta kl 22 tirsdag den 8. juli.

”Vi” er min datter Anna, min søn Aske, Askes kæreste Kirstine og mig.

Da vi for to år siden sidst var på vandretur, tvang  regnvejr os til at ændre den planlagte rute, så vejrudsigten, der varslede sol, sol og atter sol, var lovende for at jeg denne gang kunne gå den tur, jeg længe har drømt om.

 

Første vandredag

Næste formiddag var vi klar til afgang. Vi kom rimelig hurtigt frem til Laddjujavri, hvor vi tog båden. Flot sejltur i strålende sol. Resten af turen frem til broen ved Tarfalavagge var for en gangs skyld næsten fri for myg. Vi skulle senere finde ud af at myggene denne sommer åbenbart havde søgt til fjelds!

 

Kort før vi nåede broen opdagede Anna at hendes støvler var ved at tabe sålerne. Vi havde ellers testet dem hjemmefra, fordi det er et par år siden de sidst var i brug. En masse gaffatape var ikke tilstrækkeligt til at holde sammen på fodtøjet, så det så lidt sort ud for vores plan om at vandre hele vejen til Abisko. Mens Kirstine og jeg blev ved lejrpladsen ved broen, gik Anna og Aske til Kebnekaise Fjeldstation i håb om, at de kunne hjælpe. En time senere vendte de tilbage. Anna var iført et par af deres udlejningsstøvler, som hun havde fået lov til at købe for 400 kr. Alle var lettede, især Anna der syntes at de nye støvler faktisk var bedre at gå i end hendes gamle.

 

Efter kaffedrikning og afslapning, var der ikke nogen af os, der havde lyst til at slå lejr allerede, så vi fortsatte op gennem Tarfalavagge. Ingen af os havde været i denne dal før og vi var ret imponerede af, hvor smukt der var, især da vi kunne begynde at se de store gletschere.

 

Sent om aftenen nåede vi frem til søen lige syd for den videnskabelige station. Mens vi andre  rejste teltene, fremtryllede Kirstine et pragtfuldt måltid med bulgur, bacon, squash, pesto og pinjekerner. Efterhånden forstod vi hvorfor hendes rygsæk vejede betydeligt mere end vores.

 

Mens vi spiste, kom en flok rener gående på den anden side af søen. Flokken havde kurs direkte mod et par telte derovre, men de ombestemte sig, vadede gennem søen og fortsatte lige forbi hvor vi sad og spiste.

 

 

Anden vandredag

Så var det endelig dagen for passet mellem Tarfala og Kuopervagge. Jeg har læst utallige beretninger og gransket utallige billeder; jeg har altid haft lyst til turen, men har samtidig været lidt bange for at det var for svært.

 

Aske og Kirstine skulle med op i passet, men ville så vende om, vandre over Tjeuralako tilbage til bilen, for at køre mod Lofoten og holde ferie der. Det betød at de ikke skulle have oppakning med og derfor tilbød de at bære vores rygsække op; de ville jo nyde turen ned uden rygsæk. Er der noget bedre end voksne børn?

 

Selv uden rygsæk, var det en hård tur op ad morænen, enkelte steder var den mere stejl end jeg havde forventet, men udsigten og nærkontakten til gletscheren var hele besværet værd. Udsigten over Tarfalasøen i høj sol var helt utrolig.

 

Jeg havde på forhånd bekymret mig lidt om det stykke med sne vi skulle gå over lige før Gaskkajavri, men sneen var fin at gå i, og stykket var ikke så stejlt, som jeg havde forventet.

 

Frokosten blev indtaget ved Gaskkajavri. Jeg mener at jeg en gang har læst at den bliver kaldt Svarte Sjöen fordi den altid ligger i skygge, men jeg må have husket forkert, for hele søen lå badet i sol. Efter frokost var det tid til at tage afsked med Kirstine og Aske med en aftale om at mødes i Abisko en uges tid senere.

 

Kuopervagge var en blanding af sten- og snefelter, hele søen i bunden af dalen var faktisk dækket af sne. Mange steder kunne sneen ikke bære, så vi sank i til knæene flere gange, men heldigvis kun få gange sank vi i til hoften. Vi valgte at holde os på sydsiden af dalen hele vejen gennem dalen. Det betød, at vi kom til at vade det vand der løb fra Rabots gletscher. Der var god fart på vandet og det var koldt, men det nåede ikke over knæene så vi kom begge sikkert over.

 

Vi slog lejr i Kuopervagges vestlige ende, lidt oppe på skråningen og spiste aftensmad med et flot overblik over Tjäktavagge. Sorte skyer trak sammen i vest, men heldigvis drev de ikke over os, så vi fik endnu en dejlig aften i solskin.

 

 

Tredie vandredag

Vi var nu ved at vænne os til at vågne gennemsvedte oven på soveposerne, og tredje dag var ingen undtagelse. Vi spiste vores müslibarer under overvågning af en lillekjove, der sad på en sten og holdt øje med os. Det var min sjette fjeldtur, men første gang jeg så kjover. Vi så flere senere og overvejede om det evt. var et godt lemmingeår.

 

Dagens plan var at gå til Sälka, handle lidt (vores chokolade havde ved en fejl forladt os i Askes rygsæk og var på vej mod Lofoten) og spise frokost der og senere finde et sted at sove i starten af Stuor Reiddavagge.

 

Efter frokosten startede vi turen med at krydse en lille træbro der så ud til at ville knække sammen når som helst. Vi ville gerne skynde os over, men en rype der havde god tid gik foran os, mens hendes utal af kyllinger forskrækket gemte sig. Vi kom dog over og begyndte at bevæge os op ad den lidt seje stigning, der er på nordsiden af Stuor Reiddavagge. Da vi nåede op fandt vi en dejlig lejrplads.

 

Endnu en dejlig solskinsaften med udsigt til Sälka hytterne, Tjäktahjälmen og Vaktposten  og endnu et måltid overvåget af kjover. Denne gang var der fire stk og et par gange fløj de over os mens de skældte os ud.

 

 

Fjerde vandredag.

Vi begyndte dagens vandring med at søge ned i bunden af dalen for at finde et passende sted at krydse over til sydsiden. Det var ikke svært at finde et lavvandet sted, og allerede inden vi havde passeret Vaktposten, begyndte vi at søge opad for at lette turen op til Unna Reiddavagge. Turen op var en lang vandring/klatring på store sten, men det føltes ikke så hårdt, når vi gik så meget på skrå.

 

Vel oppe spiste vi frokost, mens vi glædede os til den videre tur. Unna Reiddavagge er en af de dale som jeg længe har haft lyst til at se, og jeg blev ikke skuffet; der er ubeskriveligt smukt. Udsigten til Vaktpostgletscheren og dens kæmpemoræne var hele turen værd; det er en fantastisk flot dal at gå igennem og skønheden kulminerer når man når hytten midt i dalen. 360° fantastisk udsigt!

 

Vi indtog hytten og nød endnu en dejlig aften.

 

Jeg er ikke særlig vild med tanken om at ligge i telt på fjeldet i tordenvejr, men i år var det næsten uundgåeligt. Derfor var jeg dybt taknemmelig, for at vi lå i hytte, da det om natten begyndte at buldre. Heldigvis var det ikke lige ovenover os og det var ret kortvarigt.

 

 

Femte vandredag

Dagens første udfordring var at komme fra hytten og ned i den nedre del af Unna Reiddavagge. Hytten ligger nærmest på kanten af en lodret klippevæg, men det skulle være muligt at komme ned på den sydlige side af dalen, selvom der er ret stejlt.

 

Først skulle vi over på den anden side af det vandløb der afvander søen og fortsætter ud over klippen i et vandfald. Der hvor vadet var markeret med varde, var der en hidsig strøm og det så meget dybt ud, derfor valgte vi at slå en lille bue ind over søen, hvor vandet var nogenlunde stille og dybden ikke særlig stor.

 

Selve nedturen var vandring på skiftevis snefelter og jord/sten. Nattens regnskyl havde forvandlet jorden til blødt mudder, som vi sank i til anklerne. Set i bagklogskabens klare lys skulle vi have holdt os til sneen, hvor der var OK at gå, for på et tidspunkt fik Anna startet et mindre mudderskred, der rev benene væk under mig. Det føltes lidt skræmmende at skride nedad med mudderet selvom jeg fik krabbet mig op på sneen efter 3-4 m. Det eneste jeg tænkte på var at undgå at blive ramt af sten og i en fart komme over på det nærmeste snefelt.

 

Da vi så os tilbage var det endnu et smukt syn der mødte os. Mine amatørfotos yder slet ikke Unna Reiddavagge retfærdighed.

 

Vi skulle nu vælge om vi ville krydse vandet og vandre på nordsiden, eller om vi ville fortsætte på Unna Reiddavagges sydside. I flg. Claes grundsten kan man gøre begge dele. Nordsiden indebærer nogle vad, heraf et vanskeligt, mens sydsiden byder på mest blok. Vi foretrak besværet med blokfelterne fremfor at stå ved et vad vi ikke havde mod på at  krydse, så vi blev på sydsiden. Det var en beslutning vi blev glade for. Set fra sydsiden var norsiden stejlere og vandet fra Räitatjåkkas gletscher lignede ikke noget vi havde lyst til at passere. Turen på nordsiden var en vekslen mellem blok-, sne- og græsfelter. Vi holdt lidt højde hele vejen ud og selv om det blev til en del skrågang, var det ikke så vanskeligt.

 

Nede i Vistasvagge var det lidt af en udfordring at finde gennem birkeskoven til broen, men Calazokortet på min telefon var til nytte, så vi skulle ikke lede længe.

 

Planen var at finde et sted at slå telt op mellem broen og Vistasstugan, men vi fandt ikke en eneste plet, hvor det var muligt, så kl 1.00 om natten slog vi, musestille, vores telt op ved hytten.

 

 

Sjette vandredag

 

Vi blev vækket ved 8-tiden af stugværten, der spurgte om vi ville handle, inden at han tog på tur. Det blev til et par colaer. Mens vi sad og nød sukkervandet, kom en elg tæt på hytten. Det var en lille tyr, der længe kredsede rundt tæt på os, inden den vadede over Vistasjohkka.

 

Hjemmefra havde planen været at gå mod Mårmapasset, men vi trængte til at vandre noget lettere, så vi besluttede at fortsætte nordpå gennem Vistasvagge. Vi har tidligere kun vandret Vistasvagge syd for Vistasstugan, og selvom der er smukt bliver det lidt trivielt at gå så langt gennem birkeskov. Derfor blev vi positivt overrasket af den nordlige del. Det var en meget omvekslende tur med flotte udsigter og dejlig let vandring.

 

Tidligt på aftenen nåede vi frem til søen 846, hvor vi slog lejr. Vandet i søen var næsten lunt, så det blev til vask af både os selv og lidt tøj. Mine bukser trængte i hvert fald til en vask efter nærkontakten med mudderet i Unna Reiddavagge.

 

 

 

Syvende vandredag

Ved sekstiden blev jeg vækket af nogle fugle, der førte en længere samtale på den modsatte side af søen. I en fart fik jeg puttet kontaktlinser i øjnene, men de var for langt væk til, at jeg kunne se andet end ”sorte fugle”; jeg er dog ret sikker på at det var ravne. Det var for tidligt at stå op, så jeg kravlede i soveposen igen.

 

Kl syv blev jeg igen vækket, denne gang af et tordenbrag. Himlen sydpå var nærmest sort og da jeg ikke er stor fan af torden i fjeldet, vækkede jeg Anna. Vi skyndte os at pakke sammen og fortsatte nordpå med lyn og torden i hælene. Vi slap ikke for regnen, men det lykkedes os at undgå torden lige over hovedet.

 

Regnen holdt op og solen brød frem igen da vi nåede Alesjaurestugorne. Vi købte kaffe i kafeen og nød at sidde på stole, mens vi betragtede det mylder der var af mennesker. Fra Tarfala og ud gennem Kuopervagge og i Unna Reiddavagge havde vi ikke set et eneste andet menneske, men nu var vi tilbage på Kungsleden lige på den tid, hvor de fleste forlod hytterne.

 

Efter morgenmaden fortsatte vi nordpå ad Kungsleden. Hvis ikke det var så tidligt på dagen, var det fristende at slå lejr tæt på en af Alesjaures sandstrande. Det viste sig desværre umuligt at finde en teltplads da vi begyndte at søge. Vi havde sluppet Alesjaure, var steget lidt op og vand var pludselig en mangelvare. Derfor fandt vi først et sted lige efter broen inden nationalparkens grænse. Åbenbart er det et meget benyttet sted, for der stod i forvejen 4-5 telte. Vi fandt et sted til vores lille telt og lavede mad, mens skyerne trak sammen. Heldigvis nåede vi at blive færdige og komme teltet inden regnvejret kom. Det blev også til lidt lyn og torden, men det føltes ikke så slemt i smørhullet mellem træerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Ottende vandredag

Denne dag gik nærmest over stok og sten. Ikke fordi vi havde travlt, men fordi det var så nemt at komme frem. Ingen sne, ingen vad og spanger mange steder. Da vi nåede frem til lejrpladsen var klokken endnu ikke tre, og da en svensk familie fortalte os at vi var ca en time fra Abisko, valgte vi at springe den planlagte overnatning over og fortsætte til Abisko.

 

Da vi fik net på telefonen, ringede vi til Aske og Kirstine. De var stadig på Lofoten, men ville begynde at køre mod Abisko.

 

Kl 17 nåede vi Abisko Turiststation, mens vi ærgrede os lidt over at vores rene tøj lå i bilen; vi måtte gemme vores hårdt tiltrængte bad til Aske og Kirstine kom. Vi fordrev tid med en middag i restauranten, en lille gåtur og afslapning i Abiskos bibliotek. Omkring 22.30 ankom vores transport og efter et dejligt bad var det tid til at sætte kursen mod hjemmet.

Vandring i Peru Featured

Skrevet af
Giv denne artikel stjerner
(9 votes)
AddThis Social Bookmark Button

Vandring i Peru

Tur i Peru i sommeren 2007 satte jeg for første gang mine fødder på det sydamerikanske kontinent. Rejsen havde været lang og startede med nogle livagtige billeder af de berømte Andesbjerge for mit indre øje. Med vilde gletchere, imponerende toppe og indiansk folklore i afsides farverige landsbyer, hvor der spilledes fortryllende panfløjtemusik. Andesbjergene. Smag blot på ordet! Det klinger af noget eventyrligt. Forestillingen endte med at blive til en plan.

Optakt

Baggrund

Jeg har hovedsageligt vandret i Skandinavien; og selv om jeg for år tilbage, under et ophold i Østafrika, foretog nogle ture der, var det trods alt et spring.

Havde nok først tænkt mig at rejse alene; men lidt tilfældigt var der pludselig en følgesvend. Jeg traf ham på den gruppetur i Jotunheimen, som jeg har beskrevet i en anden artikel her på Outsite. Der var altså ikke noget langt forudgående bekendtskab bag. Men jeg vidste, at Jotunheimturen  var hans første fjeldtur!

Inden afrejse

Og hvor er det så lige, man starter – i en verdensdel, om hvilken man trods alt kun har vage forestillinger. Såmænd startede jeg her på Outsite med et indlæg om Sydamerika. Forespørgslen handlede om Peru og Bolivia, hvor den anbefalede periode til treks er maj-september, hvilket betød noget, da jeg var afhængig af skolernes sommerferie. I vores sommer er det vinter der, så treks i bjergene længere sydpå var ikke ideelt.

Giv denne artikel stjerner
(8 votes)
AddThis Social Bookmark Button

Fjällräven Akka View

Fjällräven har med Akka View lavet et telt der har rigtig god udluftning og sjove samt anderledes features. Vil du falde i søvn under stjernehimlen, men stadig have en tør bund og myggenet samt rigtig god ventilation i de varme sommernætter, så er teltet nok noget for dig.

Se videoen nedenunder artiklen.

Teltets konstruktion

Teltets konstruktion er selvstående, hvilket betyder at du kan sætte teltstængerne i og let flytte teltet til den perfekte lokation. Du kan også helt lade værre med at slå pløkkerne i, hvis det er vindstille. Måden at stængerne krydser hinanden på skulle også gøre teltet godt vindstabilt. Yderteltet er 70D nylon og virker ganske solidt til vind og vejr. Bunden er 30D vandafvisende polyester. Inderteltet er forbundet med yderteltet, så man kan slå teltet op i regn, uden det indvendige bliver vådt.

Der er to indgange og to apsis. Udgangene er rare at have hvis der kommer vind, så kan du bruge den indgang der er i læsiden. De to apsis er ret store og der er masser af plads til rygsækken og mere til.

Anderledes og godt tænkt

Teltet er ret godt tænkt og anderledes. Hvis der er vind, kan du slå apsis ud, så du kan sidde i læ og lave din mad. Du kan også slå begge sider op, så du kan falde i søvn til stjernehimlen og samtidig få rigtig god ventilation i teltet. Lynlåsene er store og de to åbninger er med læder rem så de er lette at åbne. Indvendig i sovekabinen er der de gode features der kendetegner Akka-serien. Hele 8 lommer er der. 2 i loftet og 6 lommer i fod- og hovedende. I loftet er der også tørresnor. De tre snore kan du selvfølgelig bruge som du vil. Jeg brugte dem til at spænde min pandelampe op, så jeg kunne komme i seng med fint lys og ligge at læse lidt. I loftet er der også 2 lynlåse i hver ende ud til ventilationskanalerne, så du kan åbne dem. Kanalerne er forstærket, så vinden ikke lukker dem.

Fakta

Fjällräven Akka View 2 personer
Indvendige mål: H: 110 cm. L: 220 cm. B: 135 cm.
Konstruktion: Selvstående
Vægt: 3 kg.

Testen

Jeg testede teltet på Outsite træffet. Selvom det var varmt om dagen, var det koldt om natten. Vi målte ned til 2 grader. Jeg ville ikke tage teltet med i disse temperature, for selvom jeg havde min dunsovepose med samt inderlagen, var det ligefør jeg begyndte at fryse. Til det sene efterår til det tidlige forår ville jeg dog rigtig gerne have det med. Jeg ville virkelig godt prøve at slå siderne op og opleve natten uden myg og andet kravl. Det er forholdsvis let at slå op og virker meget solidt i konstruktionen og teltstængerne. Der er fin plads i sovekabinen og masser af fede features. Vægten er dog lidt høj for et to personers telt, men du får et solidt telt hvor der er plads til to. Du behøver derfor ikke at købe et 3 personers telt for at være to.

Media

Vandreruter samt kanoture og kajakture, shelters og hytter samt skove med fri teltning

Vandreruter

Søg på siden og i forum

Translate this site

Danish Arabic Dutch English Finnish French German Icelandic Norwegian Polish Portuguese Russian Spanish Swedish

Hvem er online

Vi har 193 gæster og 15 medlemmer online

  • Ljunggren
  • PingHansen
  • Otto
  • Skotte
  • Hilding
  • Søgaard
  • kennls
  • Silkeborg
  • Vahanen
  • Kennet
  • CachTiger
  • Phroelund
  • Gronlund
  • Pihlen88

Tilmeld nyhedsbreve

outsites-nyhedsbreve

Frisk luft på Facebook

Outsite-facebook

Køb/Salg/Bytte:

Tilfældige artikler

  • Kanotur på Kalix Älven
    Written by
    AddThis Social Bookmark Button
    Kanotur på Kalix Älven, Fra Nikkaluokta - Lappeasuando   I år (2011) står den på kanotur på Kalix Älven. De andre år har vi vandret. Vi har været i Kiruna området alle gangene og denne er ikke en undtagelse. Kalix Älven har med sine søer og fosser lokket. Jeg er…
    in Kano og kajak Be the first to comment! Read 2616 times Read more...
  • Friluftsguide Jens Brun
    Written by
    AddThis Social Bookmark Button
    Guide Jens Brun Friluftsliv gennem årene. Min hang til natur/vandring/friluftsliv har altid været der. Som ung teenager var jeg ivrig spejder og desuden fascineret af opdagelsesrejsende, især i polarområderne og primitive folkeslag m.m.. Og det var nok det, der skabte en higen efter de øde fjeldområder. Som 12 årig fik jeg…
    in Planlæg din vandretur Be the first to comment! Read 368 times
  • Aarn Featherlite Freedom Bodypack rygsæk
    Written by
    AddThis Social Bookmark Button
    Anmeldelse af Aarn rygsæk   Intro ”Jeg er ked af at sige det far, men du ligner altså en idiot!”. Det var det umiddelbare udsagn fra min 8-årige søn, da jeg efter flere timers anstrengelser med at pakke endelig stod med en Aarn Featherlite Freedom Bodypack på kroppen   Beskrivelse…
    in Rygsæk Be the first to comment! Read 2350 times Read more...
  • Anmeldelse af Bushcooker
    Written by
    Anmeldelse af Bushcooker
    AddThis Social Bookmark Button
    Bushcooker Umiddelbart virker konceptet tillokkende: Et let og transportabelt bålsted/komfur, hvor man kan koge alskens lækkerier udelukkende ved brug af naturens ressourcer. Man skal således ikke overveje om man fx skal have 1 eller 2 liter benzin med og vægten er den samme om man er afsted 1 dag eller…
    in Bushcraft 1 comment Read 874 times Read more...
  • Hiddensee rundt
    Written by
    AddThis Social Bookmark Button
    Hiddensee rundt i havkajak, 17-20 maj 2012. Forude for roturen fra Hiddensee til Møn tog jeg en tur over på den anden side til ”recon” og træningstur. Jeg nåede nøjagtig at blive helt klar med alt det rette grej, som skulle afprøves, dagen inden turen.   Torsdag den 17.5.2012  …
    in Kano og kajak Be the first to comment! Read 2289 times Read more...